fbpx

“Man må ikke bakke hesten ind hernede”

I efteråret 2009 købte Bodil Hallencreutz en skimmel Verglas-søn på Goffs Orby Sale i Irland. Prisen var blot 10.500 euro, men det var alligevel noget mere end Jägersro-træneren sædvanligvis købte åringer for. For der var noget helt specielt ved ham dengang, og man må blot konstatere, at det er der stadigvæk.


I morgen, torsdag, starter nu 8-årige Let’sgoforit for første gang i Dubai. Det er også blot ottende gang ud af 35 starter, at han skal løbe udenfor Jägersro.

“Jeg vil ikke sige så meget her før løbet, men han har trænet godt”, siger Bodil Hallencreutz onsdag eftermiddag til GalopSport, imens hun sidder rundt om bordet med delejer Barbro Wethje og hestens faste makker, Oliver Wilson.

“Oliver kom for et par dage siden og har været med i stalden, men han har ikke galopperet ham rundt på Meydan. De to kender hinanden godt og de er begge intelligente”, fortsætter Bodil, som i morgen må holde vejret i spænding når Let’sgoforit skal i startboksen til Listed-opgøret Dubawi Stakes over 1200 meter dirt.

Oliver Wilson i sadlen på Let'sgoforit. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Oliver Wilson i sadlen på Let’sgoforit. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Distance og underlag passer perfekt, og med sin rating på 97 er Skandinaviens højest handicappede hest på trods af et kilo mere på ryggen end konkurrenterne absolut ikke langt væk på papiret, men uromomentet må ligge i hestens aversion overfor at gå ind i startboksen.

Let’sgoforit har nemlig vist sig stort set umulig at læsse hjemme på Jägersro, indtil det blev muligt for startpersonalet at bakke ham ind.

“Men man må ikke bakke hesten ind i startboksen hernede”, siger Bodil Hallencreutz, som dog nok mener, at det alligevel skal gå. “Jeg fokuserer mere på konkurrencen. Hans konkurrenter er gode, men det er han også”, konkluderer hun.


Race Card, Dubawi Stakes (L). Torsdag kl. 17.45 på Meydan.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top