fbpx

Effinex favorit i The Big Cap: “Når katten er ude….”

Big Cap Day er én af årets største dage på Santa Anita. Og under alle omstændigheder den mest traditionsrige. 


Tobey McGuire i rollen som Red Pollard på ryggen af "Seabiscuit" forud for The Big Cap 1940. Fra filmen "Seabiscuit - An American Legend". Foto: Dreamworks.
Tobey McGuire i rollen som Red Pollard på ryggen af “Seabiscuit” forud for The Big Cap 1940. Fra filmen “Seabiscuit – An American Legend”. Foto: Dreamworks.

Grade-1-opgøret Santa Anita Handicap, populært kaldet The Big Cap, er USAs største løb for ældre heste i vintersæsonen – det var dét opgør, som det endelig lykkedes Seabiscuit at vinde i 1940, og løbet har altid haft tradition for, at samle vestkystens bedste.

Et enkelt løb er dog de seneste 20 år kommet i vejen for The Big Cap. Dubai World Cup har med sin placering to uger efter det amerikanske Grade-1-opgør stjålet adskillige amerikanske deltagere. De to løb rides over samme distance – 2000 meter – og på samme underlag, men forskellen er bare, at mens der er 1.000.000 dollars i samlet præmiesum i Santa Anita Handicap, rides der om 10.000.000 dollars på Meydan.

Havde der ikke været et Dubai World Cup om to uger, ja så havde navne som California Chrome og Hoppertunity med garanti været at finde på lørdagens race card. I stedet er feltet til det hæderkronede handicap noget stækket med sine ni deltagere uden en eneste rigtig stor stjerne.


Favoritten hedder Effinex. Han trænes af Jimmy Jerkens og får Mike Smith i sadlen. Smith havde aldrig vundet The Big Cap før 2013, men til gengæld har han domineret de seneste tre års udgaver med lutter sejre på ryggen af Game On Dude i 2013 og 2014 samt på Shared Belief i fjor.

Effinex er kommet til Californien fra New York. Det er sjældent, at en træner sender sin hest hele vejen fra østkysten til vestkysten for at deltage i et enkelt løb, men med Chrome og Hoppertunity ude af billedet, er opgaven pludselig blevet værd at rejse efter.


Mineshaft-sønnen har ikke startet siden den 27. november, hvor han sejrede i Grade-1-opgøret Clark Handicap på Churchill Downs foran bl.a. de kommende World Cup-deltagere Hoppertunity og Keen Ice. Inden da var han bedste af de øvrige bag American Pharoah i Breeders’ Cup Classic.

Samtidig har ingen af hans otte konkurrenter i morgen nævneværdig Grade-1-form. De to værste konkurrenter ser ud til at være lokale Imperative og Donworth, men Effinex skal præstere et godt stykke under sit topniveau, såfremt sejren skal gå til anden side i årets udgave af The Big Cap.

Se Effinex vinde Clark Handicap (G1) på Churchill Downs herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top