Niels Petersen-trænede Hunters Lullaby bliver første skandinaviske deltager i aktion under dette års Glorious Goodwood. Det sker i onsdagens HKJC World Pool Handicap over 1400 meter med Elione Chaves i sadlen.

5-årige Hunters Lullaby møder 19 konkurrenter i det store handicap, der har en førstepræmie på £25,770 og penge til de seks første gennem mål.
Niels Petersen har også forhåndsanmeldt 4-årige Rock Of Cashel (Wootton Bassett) til lørdagens Coral Rewards Shaker Handicap over 1800 meter – et løb der endnu ikke er starterklæret til.
Tredje skandinaviske islæt på Glorious Goodwood kan blive Fredrik Reuterskiöld-trænede Lamborghini BF (Holy Roman Emperor), som er forhåndsanmeldt i fredagens Gruppe-2-opgør King George Qatar Stakes over 1000 meter.
Lamborghini BF har vundet sine tre starter siden hjemkomsten fra Dubai – alle tre i Listed-sammenhæng, og senest på den svenske Derbydag i Zawawi Cup (L).

























