Vi har tidligere berettet om den positive blodprøve på sidste års vinder af et af kontinentets største og mest berømte steeple chases – Velka Pardubicka i Tjekkiet.
Nu er b-prøven på vinderen Nikas også bekræftet positiv og dermed er der ingen vej udenom en diskvalifikation fra den ærefulde sejr og en sejrspræmie på ca. 500.000 kroner. Dopingprøven, som indeholdt spor af de forbudte substanser koffein og theobromin, menes at være forårsaget af hestens foder.
Vinderen var trænet af Stanislav Popelka, som nu må vente på en disciplinærafgørelse fra den tjekkiske jockeyklub. I øvrigt havde træneren det samme problem med en anden vindende hest i samme meeting, Cariray.
Medfølelse må også gå til jockey Stromsky som tidligere er blevet diskvalificeret som vinder i 2008 og var slået efter målfoto i 2009. Stromsky har flere gange deltaget i Svensk Grand National dagens løb på Strömsholm.