Danskejet hoppe starter med topchance i Florida

Tirsdag aften bringer træner Christophe Clement 5-årige We Will Rock You til start i et udskrevet løb over 1000 meter græs på den amerikanske bane Tampa Bay Downs i Florida.


We Will Rock You ejes af danske BS Racing Stable, og med morgendagens start kan et helt nyt kapitel muligvis tegne sig for den veltrukne hoppe, der endnu blot har 10 karrierestarter bag sig.

We Will Rock You blev i 2005 igennem den franske agent Ghislain Bozo købt for 60.000 guineas (ca. 720.000 kroner på daværende tidspunkt) til BS Racing Stable, og hun gik i træning hos Flemming Poulsen i Chantilly.

Som 3-årig debuterede hun for den franske træner Nicolas Clement og vandt direkte foran bl.a. den senere Gruppeløbsvinder Utrecht. We Will Rock You blev derefter forsøgt i to listed races over 1600 meter, hvor hun begge gange fandt distancen for lang, men på trods af dette tegnede billedet sig allerede her til en kommende topsprinter.


Fra Clement til Clement

Idéen med at sende We Will Rock You til USA kom efter hendes første start på Deauvilles polytrack, hvor hun blev nummer to. Kombinationen af at hun har en amerikansk afstamning, at hun havde bevist at hun kunne løbe på polytrack, samt at programmet for ældre sprinterhopper er markant bedre i USA end Europa gjorde, at BS Racing Stable valgte at flytte We Will Rock You over Atlanten til Nicholas Clements bror Christophe, der igennem en årrække har trænet med stor succes fra sin vinterbase på Payson Park i Florida og hovedkvarteret på Belmont Park i New York.

I USA har We Will Rock You hidtil gjort det strålende. Hun debuterede med en tredjeplads på Gulfstream Park over 1000 meter, og gik så ud og vandt på Delaware Park i et løb hvor hun desværre også blev skadet og som kostede seks måneders pause. Hun viste endnu engang sin kapacitet i sit comeback på Santa Anita i Los Angeles med en andenplads foran flere Stakes-vindere.


“Jeg tror hun vinder”

Tirsdag aften starter We Will Rock You for 11. gang i sin karriere, og det er første start siden den 15. februar på Santa Anita. Hun er nu tilbage i Florida og sendes ud på Tampa Bay Downs mod 10 konkurrenter i et opgør med 20.400 US$i samlet præmiesum.

“Hun har udviklet sig godt mens hun har været hos mig, er blevet større fortil og ligner en rigtig sprinter. Hun er simpelthen ren speed. Morgendagens distance passer perfekt, hun trives godt og jeg tror hun vinder på Tampa”, fortæller hoppens træner Christophe Clement til galopsport.dk.

Hvis We Will Rock You vinder tirsdag aften kan fremtiden lige pludselig se meget spændende ud for Rock Of Gibraltar-datteren, som fortsat har en hel del at bevise: “Hele stalden er på vej fra Florida til New York, og hvis alt går vel kan vi begynde at lede efter større opgaver til hende dér. Jeg tror, at hun rummer forbedring nok til at hun på et tidspunkt kan vinde Black Type”, fortsætter Christophe Clement.


Kan blive meget værd i avlen

Såfremt Clements profetier holder stik, kan We Will Rock You blive et højst interessant avlsemne senere hen. Hun er ud af den ustartede Silver Deputy-hoppe Born Beautiful, der selv er søster til Soundings – moderen til de flerdobbelte Gruppe-1-vindere og avlshingste Pas De Reponse og Green Tune, og fra samme moderlinje som legendariske Storm Bird, gruppe-1-vinder og far til bl.a. den amerikanske Championhingst Storm Cat.


Se løbet direkte kl. 22.07

We Will Rock You rides af jockey Daniel Centeno, og hoppens spændende start på Tampa Bay Downs går kl. 22.07 skandinavisk tid. Løbet kan følges gratis på Tampas website.

Seneste artikler

Scroll to Top