fbpx

City Of Troy også bedst i Juddmonte International – mod Breeders’ Cup Classic

Aidan O’Briens Derby-, Dewhurst,- og Eclipse Stakes-vinder City Of Troy lagde endnu en Gruppe-1-triumf til sit navn, da han efter føring fra start til mål triumferede i onsdagens Juddmonte International Stakes (Gr.1) i York. Han slog Sea The Stars’ banerekord med mere end sekund.



Justify-sønnen var først ude af startboksen, og Ryan Moore lod ham galoppere fremad i front over de 2150 meter.

Herfra styrede jockeyen begivenhedernes gang til perfektion, og selv om Aga Khans Royal Ascot-vinder Calandagan (Gleneagles) flere gange så faretruende ud over de sidste 450 meter, blev City Of Troy ved med at finde ekstra kræfter.

City Of Troy og Ryan Moore sejrede til slut med en længde, hvorefter Calandagan havde næsten fire mere ned til Ghostwriter (Invincible Spirit) på tredjepladsen. Siden fulgte Bluestocking (Camelot) og japanske Durezza (Duramente).

Sejren i Juddmonte International Stakes (Gr.1) var £708,875 værd for City Of Troys ejertrio Susan Magnier, Michael Tabor og Derrick Smith, alias ‘Coolmore-teamet’, og den 3-årige hingst har nu vundet seks af sine syv karrierestarter.

City Of Troys hidtil eneste karrierenederlag kom i årets sæsondebut i Newmarkets 2000 Guineas (Gr.1), hvor han var helt under isen efter at have hidset sig op i startboksen, og han sluttede tredjesidst på 17 længders afstand af Godolphins Notable Speech (Dubawi).

Siden har sidste sæsons Dewhurst Stakes (Gr.1)-vinder dog ikke set sig tilbage, og den efterfølgende Derbytriumf på Epsom er blevet fulgt op af sejre i både Coral-Eclipse Stakes (Gr.1) på Sandown og nu også Juddmonte International Stakes (Gr.1).

City Of Troy og Ryan Moore efter onsdagens sejr i Juddmonte International Stakes (Gr.1). Foto: Irishracing.com.

City Of Troy havde allerede inden onsdagens sejr i York skabt fundamentet for sin fremtidige avlskarriere, men hver eneste merit han lægger til listen øger naturligvis den legende-status, han er ved at opbygge.

Han er godt på vej til at ende som ‘The Best Since Frankel’.

Aidan O’Brien fortalte igen de omkringværende journalister i York, at City Of Troy ér den bedste hest han nogensinde har trænet. Det vil sige bedre end morfaderen Galileo (Sadler’s Wells), som efter at have vundet Derbyet på Epsom også tog den irske udgave og siden vandt King George (Gr.1), inden han gik i stutteriet på Coolmore og overtog verdensherredømmet.

“Ja, det er han (den bedste jeg har trænet, red.). Som 2-årig regnede vi ham for at være den bedste hest vi nogensinde har haft. Vi kørte af vejen i det første sving i år og røg direkte ned i sumpen, men at han har slået tilbage og opnået så meget som han har i dag er bare utroligt”.


Og i jagten for på alvor at slå pointen fast, at City Of Troy er større end den mægtige Galileo, sætter O’Brien alt ind på, at vinde det opgør, som Galileo “kun” formåede at blive sjette i tilbage i 2001:

Breeders’ Cup Classic.

Hele interviewet med Aidan O’Brien, samt kommentarer fra Ryan Moore, kan ses i forlængelse af løbsvideoen i toppen af artiklen.

O’Brien og Moore havde i øvrigt vundet de to foregående Gruppeløb i York.

Først de 2-åriges Acomb Stakes (Gr.3) over 1400 meter med ubesejrede The Lion In Winter (Sea The Stars), som er favorit til både 2000 Guineas (Gr.1) og Epsom Derby (Gr.1) i 2025, og de 3-åriges Great Voltigeur Stakes (Gr.2) med den irske Derbyvinder Los Angeles (Camelot).

I sidstnævnte opgør besatte Ballydoyle også andenpladsen med Galileo-sønnen Illinois.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top