fbpx

Brigadier slog tilbage i Dansk Derby!

Han kom som vinder af både Dansk 2000 Guineas og Svenskt 2000 Guineas, og selv om det senest blev til en tredjeplads i Derby Trial Stakes, viste Lone Kaj-Nielsens 3-årige hingst Brigadier sig alligevel som den bedste da det for alvor betød noget.



Efter en medrivende, uforglemmelig opløbskamp sikrede Elione Chaves sig sin første danske Derbytriumf, da Brigadier satte hovedet først på målstregen foran en heroisk kæmpende Zidane (Areion) og en lige så tapper My Fortune (Appel Au Maitre).

På fjerdepladsen fulgte Zidanes staldkammerat Masters Call (Appel Au Maitre), mens Lord Of Karthago (Hurricane Red) tog den sidste plads i præmierækken foran Rikke Rohbach Bondes duo Manhattan Carlras (Juniper Tree) og Chappel (Appel Au Maitre).

Derbyfeltet på vej ind i tribunesvinget med Chappel som den nærmeste og Zidane længst til venstre. Foto: Burt Seeger.

Siden fulgte Stockholm-gæsten Duke Of Hastings (Juniper Tree) foran norske Amason (Appel Au Maitre), mens 2024-udgaven af Bet25 Dansk Derby ikke blev Lea Olsens med hverken Biot (City Light) og Garlic (Outstrip).

Kort inde i opløbet snublede Lennart J:r Reuterskiölds tredje deltager, Trickstar (Magician), og mistede sin rytter Carlos Lopez. Trickstar galopperede i mål med resten af feltet, og Carlos Lopez slap heldigvis uskadt fra episoden.

Den forrygende opløbskamp i Bet25 Dansk Derby 2024 med Brigadier og Zidane på lige linje, med indvendige My Fortune lige bagved. Foto: Burt Seeger.

Bent Olsen-trænede Brigadier (Moohaajim) var vinder af sine tre første starter i 2024. Han sejrede i både Dansk og Svenskt 2000 Guineas, og var efter sejren i sidstnævnte opgør manges klare favorit til Derbysejren den første lørdag i august.

Men så kom ridsen i lakken. I Derby Trial Stakes gik Brigadier i sin sædvanlige stil til front, men allerede tidligt i opløbet blev han fanget af Amason og Garlic, og selv om han kæmpede indædt til målstregen, var det tydeligt, at de to konkurrenter stod bedre hjem på dagen.

Næste gang ville distancen være 200 meter længere, og det altoverskyggende spørgsmålstegn stod nu tilbage: Ville den dobbelte 2000 Guineas-vinder kunne reversere formen igen?

Den der ler sidst, ler bedst. Og Bent Olsen kunne endda toppe den med sine rørende glædestårer. Foto: Burt Seeger.

Bent Olsen måtte også stille op til spørgsmålet og realisere tanken om, at hans store årgangsstjerne ikke længere var Derbyfavorit. Men det har championtræneren prøvet mange gange tidligere, og han kender gamet.

“Måske undervurderede vi konkurrenterne, og måske havde Brigadier ikke lavet helt nok i pausen mellem Svenskt 2000 Guineas og Derby Trial Stakes. Men det er Derbyet det drejer sig om at vinde”, fortalte Olsen tidligere på ugen i et interview med GalopSport.

Hverken Olsen eller Chaves mistede på noget tidspunkt troen på Lone Kaj-Nielsens hingst, og  løbsoplægget blev denne gang helt anderledes.

Hér spidser det for alvor til i slutstriden mellem Zidane, Brigadier og My Fortune. Foto: Burt Seeger.

Brigadier lagde ud som femte i ryggen på My Fortune. Chappel tog føringen under Manuel Martinez, men brækkede ud rundt tribunesvinget og overlod fronten til indvendige Zidane. Dette varede dog kun kort, idet Chappel igen overtog kommandoen.

På bagsiden holdt Chaves sin femte-sjetteplads udenpå Biot med Jacob Johansen, og først da feltet rundede Bakkens parkeringsplads, begyndte brasilianeren at sætte sin hest ind i løbet.

Ved indgangen til opløbet gav Per-Anders Gråberg marchordre til Zidane, som omgående rykkede forbi Chappel. Udvendigt for sig havde Zidane nu My Fortune, som dog endte indvendigt for de øvrige.

Ved flagstangen stod det endelige slag i Bet25 Dansk Derby mellem Zidane og Brigadier. De to heste kæmpede hoved ved hoved de sidste 100 meter op mod målstregen, men til slut var den dobbelte Guineas-vinder stærkest.

My Fortune havde al ære af sin tredjeplads og fik bevist, at han så absolut tilhører årgangens top.


Brigadier og Elione Chaves vinder Bet25 Dansk Derby med kort hoved foran Zidane med Per-Anders Gråberg og My Fortune med Maikel Narvaez Bravo. Foto: Burt Seeger.

Brigadier sikrede sig med Derbysejren en førstepræmie på 500.000 kroner til sin ejer, Lone Kaj-Nielsen, som i bevægende øjeblikke trådte ind i vindercirklen og med det samme blev omfavnet af Bent Olsen, hvorefter hun fik takket Elione Chaves for det mesterlige ridt.

Elione Chaves og Lone Kaj-Nielsen i kærlig omfavnelse efter Derbytriumfen. Foto: Burt Seeger.

Scenerne i Klampenborgs vinderområde var i det hele taget dybt bevægende. Tårerne trillede ned ad kinderne på både Bent Olsen, samtlige medlemmer af familien fra Stutteri Hjortebo og Brigadiers daglige træningspartner Christina Pedersen.

Elione Chaves på ryggen af Derbyvinderen Brigadier med Christina Pedersen ved siden. Foto: Burt Seeger.

Christinas datter – Bent Olsens barnebarn – Caroline, var den ellerførste til at entre paddocken før Derbyet. Dér stod hun mutters alene og ventede på, at hendes mor skulle ankomme med Brigadier oppe fra stalden et par hundrede meter væk.

“Jeg ville så gerne krydse alle mine fingre, men jeg har fået denne her i klemme i et vindue, så det kan jeg ikke”, fortalte hun imødekomment til denne artikels forfatter. Og så lovede jeg Caroline, at jeg ville hjælpe ved også at krydse mine.

Stutteri Hjortebo, træner Bent Olsen med sit barnebarn Caroline, Lone Kaj-Nielsen, Elione Chaves, Bet25’s direktør Henrik Friis og Dansk Galops formand Nick Elsass. Foto: Burt Seeger.

Mens Elione Chaves her fik sin første Derbysejr i Danmark, således at han nu kan kalde sig Derbyvinder i samtlige tre skandinaviske lande, var det nummer tre på Klampenborg for Bent Olsen, nummer to for Lone Kaj-Nielsen og nummer syv for Stutteri Hjortebo.

Hjortebo fik deres første Derbyvinder i 1990 med Algol (Nicke), men derefter var ventetiden ikke mindre end 18 år lang, før Master Kid (Academy Award) vandt i 2008.

Og netop Master Kid var Lone Kaj-Nielsens og Bent Olsens første.

Lone Kaj-Nielsen sammen med Iben Hjorth Buskop, mens Elione Chaves omfavner Bent Olsen i baggrunden. Foto: Burt Seeger.

Siden har Olsen også vundet i 2015 med Manacor (Primatico), og så har Lone og Bent selvfølgelig også den enorme triumf i Svenskt Derby med Red Cactus at se tilbage på.

Red Cactus, som – for at binde en sløjfe på historien – nu står opstaldet på Stutteri Hjortebo og har sine første åringer på auktion til efteråret.

Lone Kaj-Nielsen og Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.

Yderligere til den avlsmæssige side af Derbyhistorien hører, at Brigadier – ligesom sidste års vinder Slava Ukraini – er efter Hjortebos Mill Reef Stakes (Gr.2)-vinder Moohaajim (Cape Cross).

Moohaajim har nu skabt to Derbyvindere fra sine to første skandinaviske årgange, og han har allerede nu sat et kæmpemæssigt præg på avlen herhjemme.

Dernæst er Brigadier første startende afkom ud af Philomatheia-datteren Queens, der som 3-årig var først over målstregen i Larch Ærespræmie, men siden måtte se sig deklasseret til andenpladsen for trængning af Binoche (Bated Breath).

Stutteri Hjortebo havde endnu en uforglemmelig Derbydag med tre storløbstriumfer i henholdvis Giant Sandman Larch Ærespræmie, Wentworth det 123. Pokalløb (L) og Bet25 Dansk Derby. Foto: Burt Seeger.

Selv er Queens halvsøster til den danske Derbyvinder fra 2021, Iron Butterfly (Swipe), samt til øvrige storløbsvindere som Ramone (Eishin Dunkirk) og Careless Whisper (Barocci), der var anden det danske Derby som Ready Teddy (Maxios) vandt, samt den svenske Guineas-2’er Disraeli (Barocci) og den svenske Oaks-2’er Kitty Cat Fly (Orientate).

Elione Chaves og Brigadier modtages af ejer Lone Kaj-Nielsen og træner Bent Olsen. Foto: Burt Seeger.

Da Bent Olsen i det tidlige forår, allerede inden Brigadier havde sæsondebuteret, blev interviewet til GalopSport, fortalte han blandt andet, at hingsten er én af de allerbedste heste han nogensinde har trænet, at Derbyet var det altoverskyggende mål, og at hesten i det taget er så smuk, at man burde sætte ham på et frimærke.

Om Brigadier en dag ender afbilledet på et frimærke kan kun tiden vise, men ét er sikkert, og det er, at han lørdag den 3. august slog sit navn fast i den stolte, danske væddeløbshistorie.

Elione Chaves og den danske Derbyvinder Brigadier. Foto: Burt Seeger.

Herunder følger flere af Burt Seegers fotos fra Bet25 Dansk Derby:

Derbyfeltet bagfra rundt tribunesvinget. Foto: Burt Seeger.

Den forrygende opløbskamp i Bet25 Dansk Derby 2024 med Brigadier og Zidane på lige linje, med indvendige My Fortune lige bagved. Foto: Burt Seeger.

Brigadier og Elione Chaves vinder Bet25 Dansk Derby med kort hoved foran Zidane med Per-Anders Gråberg og My Fortune med Maikel Narvaez Bravo. Foto: Burt Seeger.

Carsten Baagøe Schou og Bet25’s Henrik Friis med Derbyets æreskrans og æresdækken. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves på ryggen af Derbyvinderen Brigadier. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves på ryggen af Derbyvinderen Brigadier. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves på ryggen af Derbyvinderen Brigadier. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves på ryggen af Derbyvinderen Brigadier. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves, Christina Pedersen og Brigadier. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves og Lone Kaj-Nielsen med æreskransen efter Bet25 Dansk Derby. Foto: Burt Seeger.

Elione Chaves, Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen med æreskransen efter Bet25 Dansk Derby. I baggrunden ses opdrætter Søren Hjorth Jensen. Foto: Burt Seeger.

Der var let til tårer i vindercirklen efter Brigadiers Derbytriumf. Foto: Burt Seeger.

Stutteri Hjortebo, træner Bent Olsen med sit barnebarn Caroline, Lone Kaj-Nielsen, Elione Chaves og Bet25’s direktør Henrik Friis. Foto: Burt Seeger.

Søren Hjorth Jensen. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top