fbpx

Blændende debut af War Bear i Goffs Futurity Stakes

For andet år i træk sadlede Niels Petersen vinderen af de 2-åriges store opgør på den danske Derbydag, Goffs Futurity Stakes over 1200 meter. I år gik sejren til The JC Organizations brune hingst War Bear, som var sidst ude af startboksen, men først på stregen.



War Bear (Kodi Bear) drog stor gavn af det hæsblæsende tempo, som Manuel Martinez lagde ud i med Silja Størens lynhurtige Domdiggida Bling (Havana Grey), som rundt opløbssvinget udbyggede sin føring til et sted mellem 12 og 15 længder.

Føringen holdt fortsat et godt stykke ind på opløbsstrækningen, men hérefter gik Domdiggida Bling fuldstændig i stå og måtte se tre af de bagfra kommende konkurrentere passere sig.

Én af disse var War Bear, som lå tredjesidst rundt opløbssvinget og allerede var af biddet ind på den lige strækning.

Carlos Lopez fik dog rigtig godt gang i hingsten udvendigt i banen, og han strøg til slut både forbi Domdiggida Bling, indvendige Law’s Delay (Inns Of Court) og Produce Stakes-vinderen Zarina (Appel Au Maitre).

War Bear og Carlos Lopez vinder Goffs Futurity Stakes foran Law’s Delay og Zarina. Foto: Burt Seeger.

På den sidste præmieplads fulgte Kis Me Again (Moohaajim), mens det ikke blev til penge for Morecentsfrom KY (Goldencents), My Friend (Arizona) og Power Diamond (Mastercraftsman).

Debuterende War Bear fik 100.000 kroner for sejren i Goffs Futurity Stakes. Han blev fundet til The JC Organization på sidste års Tattersalls December Yearling Sale i Newmarket, hvor Niels Petersen sammen med sin agent Edgar Byrne handlede ham for 65,000 guineas.

War Bear står nærmest tilmeldt The Heatherwold Cup, som i år ikke rides på den norske Derbydag, men i stedet et par uger senere – den 5. september.

Niels Petersen med sin 2-årige debutvinder War Bear. Til højre ses ejerparret Alice og John Weiste Christensen sammen med Bloodstock Agent Edgar Byrne. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top