Alakay blev årets sidste vinder i Odense

Sandie Kjær-trænede Alakay vandt sammen med Stina Östlund årets sidste opgør på Fyens Væddeløbsbane, da sæsonen søndag eftermiddag nåede sin afslutning. Alakay vandt dagens Klasse 3 Handicap over 1650 meter foran Let’s Go Filip og Lady Lee.


Lulu Tøpholms Alakay og Stine Östlund bliver årets sidste vinder på Fyens Væddeløbsbane. Foto: Gorm Foto.

Det var Alakays anden sejr i syv starter i 2025, og den første blev også taget på Fyens Væddeløbsbane i slutningen af juli.

Wilshire Boulevard-sønnen ejes af L.T. Racing og fik 17.000 kroner for sejren – hvilket også betød, at han nåede over 60.000 kroner i årets indtjening, og over 450.000 kroner i alt.

Tidligere på søndagen indledte Stine Schäfing sæsonfinalen med at sadle June og Mogens Worre-Jensens egenopdrættede Worres Wiggo (Juniper Tree) til karrierens første sejr.

Det var forsøg nummer 15 for Worres Wiggo, som hidtil havde fire andenpladser at henvise til, og denne gang vandt han let med tre længder i hænderne på Diego Pedroza. Andenpladsen tilfaldt Mikkel Johansens Sugar Crust (Barocci) før Tina Mortensens Call Me Al (Al Shemali).


Worres Wiggo tager karrierens første sejr under Diego Pedroza. Foto: Gorm Foto.

Derefter tog Aalborgs Maria Løgtved en double med 5-årige Freddie’s Fortune (Giant Sandman) og 3-årige Temple Run (Moohaajim), som besatte de to første pladser i Handicap Klasse 4.

Melissa Vesterholm, der netop har overtaget Torben Christensens stald på Jydsk Væddeløbsbane, blev nummer tre og fire med Dreaming Of Love (Requinto) og Speedgirl (Go Go Gadget).

Lucas Conceição var i bøjlerne på vindende Freddie’s Fortune.


Freddie’s Fortune vinder Handicap Klasse 4 foran sin staldkammerat Temple Run. Foto: Gorm Foto.

Stine Schäfing var ikke den eneste lokale træner, der fik afsluttet sæsonen på Fyens Væddeløbsbane på bedste vis.

Også Sarah Langholm Hornstrup kunne glæde sig over sejren i Lensbaron Berners Ærespræmie med 4-årige Philosophy (Baltic Rock), som Kenny Roussety red til en sikker tre længders sejr foran Lea Olsens Sir Antonelli (Most Improved) og Tina Mortensens Waterlily (Wilshire Boulevard).

Philosophy er opdrættet af Søren Nissen og ud af den tidligere Mowerina-vinder Intensity (Mingun), som netop Sarah Langholm Hornstrup selv trænede og ejede.


Philosophy sejrer let i Lensbaron Berners Ærespræmie foran Sir Antonelli. Foto: Gorm Foto.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top