Lørdag aften nedkom danske Breeding & Racings 15-årige Dubawi-datter Fire Blaze med et hoppeføl efter den firedobbelte Gruppe-1-vinder Cracksman. “Føllet kom til verden hos Mark Gittons på Mogeely Stud i Irland, og Fire Blaze er nu booket ind til den franske Derbyvinder Look De Vega på Ballylinch Stud”, fortæller Alexander Elsass til GalopSport.

Breeding & Racing købte i november 2012 Fire Blaze for €140,000 på Goffs November Sale, og hun fik derefter permanent adresse på York Stutteri, hvor hun indtil videre har produceret Kriteriums-3’eren Won Of A Kind (Earthlight), sidste års 2-årsvinder Dancingonarainbow (Juniper Tree), samt en nuværende hingståring efter Prix de l’Arc (Gr.1)-vinderen Sottsass (Siyouni).
Da Fire Blaze blev købt til Danmark i efteråret 2021, havde hun samme år folet en hoppe efter Blue Point (Shamardal), som Godolphin navngav Dubai Beach.

Og netop Dubai Beach blev den 16. januar Gruppe-2-vinder, da hun sejrede i Cape Verdi Stakes over 1600 meter græs på Meydan.
“Det var en stor opdatering for Fire Blaze, og det var også med til at bestemme hvilken retning vi så i med henblik på årets bedækning. Look De Vega er efter Shamardal – akkurat som Blue Point der er far til Dubai Beach”, forklarer Alexander.
Fire Blaze er ud af Falmouth Stakes (Gr.1)-vinderen Nahoodh (Clodovil), og hun er halvsøster til den japanske Gruppe-2-vinder Etes Vous Prets (Too Darn Hot).


























