Hos en af Sveriges unge, satsende opdrættere – Yasmine Nilsson i Skåne – nedkom avlshoppen Appelé Amour i fredags med en fuks hingst efter den svenske Derbyvinder Red Cactus. Føllet er helbror til Bettina Andersen-trænede Missing, som i fjor vandt Svenskt Kriterium Consolation i en lovende tid.

“Føllet opdrættes i et samarbejde mellem mig og Stutteri Hjortebo, og vi har yderligere en avlshoppe i samme aftale”, fortæller Yasmine til GalopSport.
Appel Au Maitre-datteren Appelé Amour vandt i Wido Neuroths træning Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer i 2017 og blev endnu en storløbsvinder ud af den tidligere skandinaviske championhoppe, Wings Of A Dove (Hernando), som foruden Appelé Amour bl.a. er mor til den mangedobbelte storløbsvinder Appelina (Appel Au Maitre) og til Oaks/Breeders’-vinderen Whistler (Academy Award).
Sidstnævnte er sidenhen blevet mor til forrige sæsons svenske og norske Derbyvinder Schamyl (Appel Au Maitre).

Appelé Amour er hidtil mor til to startende afkom, den tredobbelte vinder Miss Percy (Sir Percy) og førnævnte Missing (Red Cactus), som efter opvisningen i Svenskt Kriterium Consolation i fjor fik et handicap på 78 og dermed rangerer højt oppe på listen til den kommende sæsons klassiske opgør.
I videoen herunder kan Missings sejr i Svenskt Kriterium Consolation genopleves:
Appelé Amours foling i fredags var den første af fire i løbet af foråret hos Yasmine Nilsson.
“Jeg har satset lidt ekstra i år ved at booke to af mine egne avlshopper ind til Breeders’-anmeldte Alson (Arieon, red.) i Tyskland, og også Tord Olssons storløbsvindere American Zodiac (Juniper Tree, red.) og Canadian Kylie (Hallucinate, red.), som er permanent opstaldet hos mig, skal til samme hingst”, afslører Yasmine.


























