Den nordjyske opdrætter Morten Nielsen tog i fredags imod det første føl for året, da den dobbelte franske vinder Sanjita folede en hingst efter den tredobbelte Gruppe-1-vinder Best Solution. Føllet har bl.a. en 2-årig helsøster, Bold Bikini, i træning hos Tina Mortensen på Fyens Væddeløbsbane.
Sanjita var vinder som både 2- og 3-årig i Frankrig, og hun sluttede desuden fjerde i Listed-opgøret Prix Cerès på Fontainebleau, inden karrieren gik videre i stutteriet og blev mor til 3-årsvinderen Manakel (Zoffany).
I november 2022 blev Sanjita købt for 15,000 euro på Arqana, og hun er selv ud af Listed-vinderen Barbayam (Stormy River), som har produceret fem øvrige vindere, og så er hun halvsøster til Prix La Sorellina (L)-vinderen Kayaba, der igen er mor til Prix d’Arenberg (Gr.3)-vinderen Yakaba og mormor til Prix du Calvados (Gr.2)-vinderen Accakaba (Acclamation).
Hendes første danske afkom er 3-årige Sayhello Carlras (Hello Youmzain), som endnu er ustartet i træning hos Rikke Rohbach Bonde, og så er hun altså helsøster til 2-årige Bold Bikini, som medopdrætteren Stald Snap købte fri for 100.000 kroner på sidste års Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri.

Best Solution vandt to af Tysklands største opgør for ældre heste, Grosser Preis von Berlin (Gr.1) og Grosser Preis von Baden (Gr.1), samt det australske Caulfield Cup (Gr.1) – samtlige over 2400 meter.
Blandt hingstens syv karrieresejre var bl.a. også Princess Of Wales’s Arqana Racing Club Stakes (Gr.2) over 2400 meter og Autumn Stakes (Gr.3) over 1600 meter i Newmarket, og desuden var han anden bag Waldgeist(Galileo) i Criterium de Saint-Cloud (Gr.1) og anden bag Potemkin (New Approach) i Grosser Dallmayr Preis (Gr.1).
Best Solution indledte avlshingstekarrieren på Gestüt Auenquelle i 2020, og han har siden 2023 stået opstaldet på det nordtyske Gestüt Lünzen til en bedækningstakst på €5,000.
Best Solution er i Tyskland bl.a. far til Andreas Wöhler-trænede Delgado, som i fjor vandt Derby Trial (L) i Düsseldorf og senere blev anden i Preis der Deutschen Einheit (Gr.3) i Hoppegarten.
Hingsten er tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie for føl født i 2026.


























