fbpx

Hamburger Stuten Cup (L): Go On Carlras ottende, Titannia sidst

Rikke Rohbach Bonde-trænede Go On Carlras og Tobias Hellgren-trænede Titannia endte begge i det slagne felt i søndagens Hamburger Stuten Cup (L), men førstnævnte bed godt fra sig og var på trods af sine tre ekstra kilo længe med helt fremme. Sejren gik til Kirsten Rausings Alpenblume – en halvsøster til Arc-vinderen Alpinista.



Titannia var som sædvanlig hurtigt ude af startboksen, og Anna Pilroth fik hende pakket ind som anden-tredje bag førende Nepalina (Kallisto). Nicolaj Stott blev udvendigt med Go On Carlras (Harzand) og gav sin hest alle chancer.

Ved indgangen til opløbet ebbede det helt ud for Titannia, som hurtigt dalede gennem feltet og endte sidst, men Go On Carlras kæmpede heroisk og holdt et godt stykke af vejen sin tredjeplads.

Udvendigt for Go On Carlras dukkede Cristian Demuro op på ryggen af Tim Donworth-trænede Alpenblume (Kendargent), som bare strøg forbi sine konkurrenter og til slut sejrede let med halvanden længdes afstand til Ability (Mastercraftsman) og Derida (Reliable Man).

Go On Carlras og Nicolaj Stott endte på ottendepladsen, mindre end fem længder bag vinderen som hun altså gav tre kilo på grund af Gruppe-3-sejren i Scandinavian Open Championship for en lille måned siden.

Førstepræmien i Hamburger Stuten Cup (L) var 15,000 euro værd for Kirsten Rausing, men vigtigst af alt for Kirsten Rausing var det naturligvis, at opnå Listed-status for 4-årige Alpenblume, som nu med tiden kan gå i avlen som en Black Type-vindende halvsøster til Prix de l’Arc (Gr.1)-vinderen Alpinista.

Tim Donworth træner også Alpenblume og Alpinistas morbror Alligate (Archipenko) for The JC Organization, og han starter senere på søndagen i Frankrig, hvor han hidtil har opnået en sejr samt en fjerde- og tredjeplads i tre starter i år.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top