Onsdag den 20. marts er det præcis 40 år siden, at Lars Kelp forlod skolen og på sin 15 års fødselsdag gik i lære som jockey hos sin far på Klampenborg. Hér tager Kelp os med på en episk rejse – på godt og ondt – fordelt over seks kontinenter.
The Golden Boy
For at komme i jockeylære skulle man egentlig være fyldt 16 år, men som søn af Jytte og Bendt var Lars vokset op omkring væddeløbsheste og ville ikke andet. Og han ville heller ikke gå i skole længere.
“Det var heldigt, at min far samtidig havde brug for ekstra hænder i stalden, så var overtalelsen ikke så svær”, indleder Lars. “Jeg fik dispensation til at starte et år tidligere, og præcis på min 15 års fødselsdag fik jeg officielt en læreplads på Klampenborg”.
Lærlingetiden varede fra 1979 til 1981, og på de få år udviklede teenageren sig til skandinavisk galopsports “Golden Boy” – et unikt talent på hesteryg, som allerede i sin første sæson som lærling pressede Chris Cordrey ud i en hæsblæsende duel om Klampenborgs jockeychampionat.
“Jeg var to vindere bag Chris da sæsonen sluttede. Men året efter, som 16-årig, blev jeg jockeychampion”.
Lars var også blot 16 år gammel da han red sin første klassiske vinder, Kim Stummann-trænede Sir Scanomat.
“Sir Scanomat havde været favorit i Dansk Derby, men skuffede. Jeg fik så chancen for at ride ham i Dansk St. Leger og vandt”, husker Lars.
Det var i 1980 – samme år, hvor Klampenborg Galopbane i et markedsføringsfremstød for Dansk Derby havde fået tidens største skuespiller, Dirch Passer, lokket ud på banen til en fotosession. Naturligvis sammen med Lars.
“Dét billede har jeg hængende i stalden”.
Europæisk championlærling
I 1981 deltog Lars Kelp i The European Apprentice Champion Series i Firenze. Han vandt fire løb i serien og blev en suveræn mesterskabsvinder. Senere blev der afholdt en “mesterskabsrevanche” på den franske bane Évry. Denne gang kun med et enkelt løb for de bedste lærlinge, og Lars vandt igen.
“Det var for den franske toptræner Francois Boutin og den førende ejer Stavros Niarchos, men jeg kan ikke fortælle om episoden uden også at hælde lidt malurt i bægeret”, siger han og fortsætter:
“Den efterfølgende vinter rejste jeg nemlig til USA og arbejdede for en række forskellige trænere i både New York og Florida. Da jeg fire måneder senere kom tilbage til Danmark fortalte Klampenborgs sportssekretariat mig, at imens jeg havde været væk var der kommet en telefax fra Francois Boutin, men at de jo ikke vidste hvordan de skulle komme i kontakt med mig”.
“For det første var det ærgerligt, at de ikke bare havde spurgt min far som boede 50 meter væk, for han havde mit telefonnummer”.
“Og for det andet var det rigtig ærgerligt, at Francois Boutin i sin telefax tilbød mig at flytte til Frankrig og blive staldens førstejockey. Det job gik i stedet til Cash Asmussen, som sidenhen blev førstejockey for Niarchos-familien og ét af verdens største jockeynavne”.
Fem klassiske løb med Humbug
Det blev ikke til en jockeykarriere i Frankrig, men succesen fortsatte til gengæld på de skandinaviske baner efter læretidens afslutning.
Lars fik jobbet som førstejockey for den norske championtræner Terje Dahl, og i en alder af bare 18 år vandt han ikke alene det samlede skandinaviske jockeychampionat, men også fem klassiske løb med Mai og Hans Adielssons tophoppe Humbug.
Humbug vandt Svenskt Derby, Svenskt Oaks og Svenskt St. Leger, samt Mowerinaløb og Dansk Oaks, inden hun fik chancen i Washington D.C. International på Arlington Park.
“Hun fik en god rejse i løbet, men det var i tiden inden Breeders’ Cup, så Washington D.C. International var det største løb for ældre heste i USA, og da All Along kom blæsende på bagsiden og trak de bedste heste med sig frem, var der ikke meget mere at gøre for Humbug”, husker Lars.
Farvel som 20-årig
Vi springer til foråret 1984. Succesen havde fortsat. Lars havde netop redet sin 13. klassiske vinder i Dansk Forårsløb (2000 Guineas) og også vundet Dansk Derby Trial. Men bag kulissen havde kampen mod vægten allerede fået overtaget.
“Jeg husker, at jeg vågnede en morgen og tænkte, at hvis ikke jeg stoppede nu, så ville jeg dø af det”, fortæller Lars.
I en alder af bare 20 år afsluttede han en fladløbskarriere, som alle der overværede den stadigvæk erindrer og taler om.
Prøvede kræfter som træner, men…
Selv om fladløbsstøvlerne blev lagt på hylden var der ingen tvivl om, at Lars ville blive i sporten. Hans far, Bendt Jensen, var træner og brødrene Kim og Ole Krøjsfeldt var jockeys.
“Så det var vel det mest nærliggende selv at begynde at træne, og jeg tog licens ud på efteråret. Det blev til et enkelt år på Klampenborg og det gik helt okay, men jeg måtte også indse, at jeg som 21-årig var for ung til selv at stå med ansvaret for en stald”, erkender han.
I efteråret 1985 blev licensen indleveret igen, og Lars tog i stedet sammen med sin kammerat Johnny Taube til USA.
“Vi levede sådan lidt på må og få, rejste rundt mellem baner for at ride ud hos forskellige trænere. Det var en helt anden tid dengang, og vi fik så mange oplevelser, som vi stadigvæk nyder at tænke tilbage på. Jeg arbejdede blandt andet hos Kay Jensen på Belmont Park og hos legendariske Frank Whiteley Jr., som trænede Forego, Ruffian og Damascus”, siger Lars.
De 18 måneder i USA betød også en væsentlig vægtændring hos Lars, der måtte smide op mod 10 kilo efter hjemkomsten for at kunne indfri karrierens næste mål.
Vandt Svenskt Grand National i sit første steeplechase
“Jeg havde bestemt mig for, at blive forhindringsjockey. Jeg flyttede derfor til Norge og red ud for Åge Paus”.
“I 1987 løb jeg ind i Nils Petter Bogen, som fortalte mig, at han havde en god hest, Oviedo, som desværre havde refuseret i sine to seneste starter. Den var fortsat anmeldt til Svenskt Grand National, så jeg tiggede og bad om at få lov til at forsøge at få den til at springe igen. Vi gav den blinkers på i træning og pludselig sprang den som en kat over forhindringerne”.
“Oviedo blev mit debutridt i et steeplechase, det var direkte i Svenskt Grand National og vi vandt løbet”, siger Lars.
Næste start for Oviedo var i Hamborg, og igen red Lars hesten til en overlegen triumf.
Gennemførte Grand National
“Efter løbet kom jeg i snak med Peter Scudamore, som anbefalede mig at flytte til England og ride for hans arbejdsgiver, legendariske Martin Pipe. Det var en ny udfordring og jeg rejste derfor derover i sæsonen 1988/1989”.
Forhindringsløbskarrieren i England bød først og fremmest på to store bedrifter. Lars sluttede i den første tredjedel af det gigantiske felt i Champion Hurdle på Cheltenham, og siden fuldførte han – endnu som den eneste danske rytter – The Grand National Steeplechase på Aintree med Martin Pipes The Thirsty Farmer.
“Ved udgangen af forhindringssæsonen tilbød Martin Pipe mig jobbet som andenjockey efter Peter Scudamore, men på det tidspunkt havde jeg allerede besluttet mig for, at tage tilbage til Norge, og jeg takkede derfor nej til jobbet. Kort tid efter brækkede Scudamore benet og jockeyen der tog imod jobbet i stedet for mig vandt over 100 løb i den pågældende sæson”.
Karrieren som forhindringsrytter i Skandinavien lod dog intet tilbage – Lars blev champion i de år han red, vandt Svenskt Grand National to gange og Norsk Champion Hurdle tre gange.
Baby Queen og Stakkels Krumme
Efter fire sæsoner som forhindringsrytter med base i Norge, bestemte Lars Kelp sig i 1991 for, at tage tilbage til Danmark og give trænerkarrieren et nyt forsøg. Han var nu blevet 27 år gammel.
“Det var en lille stald, men i 1992 vandt vi både Dansk og Svenskt Kriterium med Baby Queen. Det var samme år som jeg lærte Laus Høybye at ride i forbindelse med biograffilmen Krummerne 2”, erinder Lars.
I filmens afslutning red træneren selv den skimle “Prosit” – spillet af Mas Media-sønnen Abmas – i dét der skulle være en tæt opløbsstrid mod Laus Høybyes hest “Wood She”, som i virkeligheden hed Nightline.
“Det var i grunden virkelig ærgerligt, for i første omgang opnåede vi virkelig at skabe et tæt opløb der så ægte ud – men såvidt jeg husker, havde kameramanden glemt at sætte film i kameraet, så det hele måtte tages om igen. Og anden gang blev det knapt så prangende”, siger Lars, der i filmen nærmest sad bagud på Abmas for at “Krumme” kunne holde sig foran i opløbet.
Privattræner for Stall Question
Efter Baby Queens dobbelte Kriteriumstriumf fik Lars Kelp et enestående tilbud fra én af Sveriges største hesteejere og -opdrættere, Leif Jönssons Stall Question.
Det betød farvel til Klampenborg og Baby Queen, som fortsatte karrieren hos Desmond Scarlett, men til gengæld goddag til Stall Questions gård i Genarp med 35 heste i træning – heriblandt stjernesprinteren Glenlivet.
“Glenlivet er stadigvæk efter min mening den bedste svenskopdrættede hest nogensinde. Han blev Årets Hest og vandt flere store løb på europæiske baner. Han vandt Listed og var placeret i mange Gruppe-2 og Gruppe-3-løb”.
“Desværre var stalden enormt virusplaget de to første sæsoner jeg var der. Samarbejdet varede frem til 1995, hvorefter jeg fortsatte som ‘public trainer’ i to år forskellige steder i Skåne”.
Fra 1997 til 2000 prøvede Lars lykken på den tyske bane Hoppegarten i Berlin, men også hér var timingen ikke til danskerens fordel. “Det var i en slem nedgangsperiode for Hoppegarten. Da jeg rejste dertil var der langt over 400 heste i træning på banen, men i løbet af de tre år faldt antallet til omkring 150. Det var en stor krise”, siger han.
Nomadetilværelsen fortsatte
Efter sine tre år i Berlin rejste Lars endnu engang til Norge, hvor han først hjalp til hos Niels Petersen – der på det tidspunkt bare havde en håndfuld heste i træning – og siden tilbragte han hele sommeren med at ride ud på Øvrevoll for Wido Neuroth. “Det var heste som Valley Chapel, Final Care og Royal Experiment”, husker Lars.
I efteråret 2000 gik rejsen videre til USA. “Jeg havde base i New York og red bl.a. ud for Hall Of Fame-træner Todd Pletcher i et år”.
“Det var også under denne rejse, at jeg mødte Ian McKinley, som lærte mig at reparere hove, hornkløfter og lave limsko. Det var noget som senere hen kom mig til gode i trænergerningen og i flere tilfælde betød, at jeg kunne få brød på bordet”.
Under opholdet på Belmont Park fik Lars besøg af sin lillebror Ole, der selv havde droppet jockeykarrieren på grund af vægtproblemer.
“Vi red ud sammen på Belmont, og på et tidspunkt var vi meget tæt på at få job hos kronprinsen i Saudi Arabien. En gammel bekendt, træner Tommy Skiffington, havde fået kontrakt dernede og ønskede, at jeg kom med som hans assistant trainer og Ole kunne få job som arbejdsrytter”.
“Papirarbejdet gik dog utroligt sløvt, det blev udsat hele efteråret og pludselig hed det sig, at vi først skulle derned til marts. Vi havde derfor tre måneder hvor vi ikke anede hvad vi skulle lave, så vi besluttede at tage til Brasilien og fordrive ventetiden dér”.
Den 20. marts 2003 – omtrent da Ole og Lars var ved at gøre sig klar til jobbet i Saudi Arabien – brød Irakkrigen ud, og kontrakten blev annulleret.
“På det tidspunkt sad jeg egentlig bare fast i Brasilien, så jeg ringede til min ven Fredrik Reuterskiöld og spurgte, om han havde brug for en arbejdsrytter. Hvis han ville betale for min billet fra Rio til København ville jeg stå klar med det samme”.
“Jeg kom derfor til Malmö og kombinerede arbejdet hos Fredrik med at reparere hove rundt omkring i Skåne. Under opholdet i Brasilien havde jeg mødt Lucia, som var rejst med tilbage til Sverige, og i efteråret 2003 flyttede vi sammen til Danmark, hvor jeg ville genoptage trænerkarrieren på Klampenborg, samtidig med, at vi ventede vores søn Lucas”.
Stor succes som Klampenborg-træner
Lars Kelps tilbagevenden som træner på Klampenborg fik noget af et boost, da han rent tilfældigt mødte forretningsmanden Jesper Jørgensen under åringsauktionen på York Stutteri.
“Jeg havde sat mig ned ved et bord i ringen, og pludselig sad Jesper dér ved siden af, fordi vi havde nogle fælles bekendte. Det ene førte til det andet, og da auktionen var forbi havde vi købt Victory Emblem og Mambo King. Og ugen efter købte vi også Munay i en privat handel”, husker Lars.
Jesper Jørgensen fik valuta for pengene. Victory Emblem vandt det efterfølgende år Auktionsløbet og Munay sejrede i Vinterfavoritternes Ærespræmie.
“Og den bedste i stalden har slet ikke startet endnu”, sagde Lars dengang i vindercirklen efter Vinterfavoritterne.
“Den bedste i stalden” var Mambo King, som sidenhen udviklede sig til én af de bedste skandinaviskopdrættede heste i sin tid. Han vandt bl.a. Pokalløb (L) på Klampenborg.
Under overfladen…
Sidenhen fulgte koryfæer som Peas And Carrots, Binary File, La Petite Chinoise og Calrissian.
Lars Kelp havde umiddelbart kæmpesucces, men igen var der problemer under overfladen.
“De bestod først og fremmest i, at min største kunde under optrækket til finanskrisen ikke kunne betale sine træningsregninger, og i august 2008 stod jeg med et minus på over 600.000 kroner på kontoen. Det dræbte lysten til at træne”.
Efter fem år på Klampenborg sadlede Lars sin sidste hest i september 2008. Det var Calrissian i Täby Open Sprint Championship (Gr.3) – og han vandt.
Lars Kelp Bloodstock og Libertarian
Et job som Lars endnu aldrig havde prøvet kræfter med, men som var så nærliggende, var arbejdet som “bloodstock agent”.
“Det var en spændende udfordring og det blev til en række rigtig gode år med Lars Kelp Bloodstock. Jeg startede ud med at købe heste til primært skandinaviske kunder – blandt andet fandt jeg Golden Memory til Niels Petersen. Hun kostede kun 25.000 kroner og tjente tre millioner”.
Det var dog købet af New Approach-sønnen Libertarian, som for alvor satte Kelps navn på kortet. Libertarian kostede 40,000 guineas på Craven Breeze Up i Newmarket, og selv om han ikke kom til start som 2-årig, udviklede han sig til noget helt specielt.
“Som 3-årig vandt han Dante Stakes i York og var derefter anden i Epsom Derby, slået med hals af Ruler Of The World”, siger Lars.
Libertarian var ejet af danske Hubert Strecker, som kort tid efter hingstens andenplads i Derbyet på Epsom solgte ham i en privat handel til Sheikh Mohammeds Godolphin.
Efter salget startede Libertarian i Irish Derby (Gr.1), men blev næstsidst og slået med 17 længder af Trading Leather, som han ellers havde slået så komfortabelt i Dante Stakes (Gr.2). Hingstens sidste karrierestart var i St. Leger Stakes (Gr.1), hvor han sluttede fjerde bag Leading Light.
“Jeg kunne ikke holde til det”
Livet som bloodstock agent bragte mange andre spændende oplevelser med sig. Lars tilbragte en del tid i Sydafrika, hvor han både handlede heste i Johannesburg og Cape Town. Heste, der sidenhen opnåede stor succes.
“Jeg var også med til at åbne en helt ny galopbane i Tajikistan, og jeg handlede med heste til og fra både Macau, USA, Tyskland, Frankrig, England, Skandinavien, Rusland, Dubai og Australien”.
Men i sidste ende havde det hårde rejseprogram også en pris.
“Jeg havde min base i Norge, men jeg rejste og og rejste. Fra den første auktion i foråret på Craven Breeze Up i Newmarket og til den sidste auktion på Arqana i december havde jeg som maksimum haft fem sammenhængende dage hjemme. Jeg kunne ikke holde til det”, lyder det ærligt.
“Og så trak det samtidig i mig for at blive træner igen. Nu havde jeg brugt en årrække på, at finde gode heste til mine kunder, og undervejs kom jeg til at savne selv at træne de heste jeg fandt”.
“Bro Park lød meget attraktiv”
Lars havde inden han kastede sig over agentjobbet været træner på både Klampenborg, Jägersro og Øvrevoll – men aldrig i Stockholm.
“Mens jeg stadigvæk var agent begyndte der at tegne sig et billede af den nye, store satsning i svensk galopsport. Den nye bane med fremragende ‘state-of-the-art’ faciliteter for heste og hestefolk. Bro Park lød meget attraktiv, og det var hér jeg ville starte op igen”, siger Lars.
Virkeligheden har som bekendt ikke været helt så rosenrød som drømmen, men optimismen er fortsat intakt.
“Ja, der har været vanskeligheder heroppe, men i løbet af de første par år har vi bl.a. haft Seaside Song, der blev kåret som Årets Hoppe og som vandt flere storløb. Og nu er tingene omsider også ved at komme i orden – vi har en spændende stald med mange nye 2-årige heste af god kvalitet”.
“Jeg har fået en ny ejergruppe ind, som synes galopsporten er spændende – de har investeret mange penge i internationale åringer efter tophingste, og jeg håber, at de får noget ud af de store investeringer. Det kan blandt andet danne grundlag for yderligere satsninger såsom vinterophold i Sydfrankrig og Dubai”.
Én ting som altid skinner igennem hos Lars er viljen til at drømme stort, udvikle idéer og ændre på de ting han ikke føler fungerer. Han præsenterer det på sin helt egen måde, det er de fleste næppe i tvivl om.
Og få mennesker – om nogen – i skandinavisk galopsport har rejst og oplevet så meget, fra den ene ende af skalaen til den anden.
Og få har faktisk så meget på hjerte.
Onsdag den 20. marts 2019 fejrer han både sin 55 års fødselsdag og 40 års jubilæum i galopsporten.
Stort tillykke, knægt
