Nyheder om galopsport i Danmark, Sverige og Norge siden 1997 · Horse racing news from Denmark, Sweden and Norway since 1997 · In EnglishPå dansk

150 år: Federico med det italienske temperament

Brdr. Strecker købte en amerikanskfødt åring i Frankrig for 90.000 francs og opkaldte ham efter Federico Tesio. Søren Jensen kunne ikke anbefale købet.

150 år med fuldblod, fest og farver · kapitel 36

Brdr. Strecker købte en amerikanskfødt åring i Frankrig for 90.000 francs og opkaldte ham efter Federico Tesio. Søren Jensen kunne ikke anbefale købet.

Dansk Derby 1995 blev vundet af Brdr. Streckers amerikanskfødte Federico, der som det kan ses, var totalt overlegen. På billedet til højre modtages Federico og Kim Andersen af Ole Strecker og afdøde Jørgen Streckers to børn Hubert og Claudia.
Dansk Derby 1995 blev vundet af Brdr. Streckers amerikanskfødte Federico, der som det kan ses, var totalt overlegen. På billedet til højre modtages Federico og Kim Andersen af Ole Strecker og afdøde Jørgen Streckers to børn Hubert og Claudia

1994 Stutteri Bregnerødgård opnåede igen en klassisk triumf, og denne gang som opdrætter i Dansk Derby, hvor Frank Stewart trænede og Stald Mosehøj (Kim Elsass) ejede. Just Pile It (Prince Mab – Lavende Bleue ved Welsh Pageant) vandt med 2 længder. Just Pile It havde Stephen Meacock i sadlen og havde forinden også vundet 2000 Guineas.

Dansk Derby 1994 blev vundet af Stald Mosehøjs Just Pile It, der var opdrættet af Stutteri Bregnerødgård. Trænet af Frank Stewart og redet af Stephen Meacock.
Dansk Derby 1994 blev vundet af Stald Mosehøjs Just Pile It, der var opdrættet af Stutteri Bregnerødgård. Trænet af Frank Stewart og redet af Stephen Meacock

Træner Frank Stewart opnåede dermed sin tredje derbysejr efter Free And Gay og Algol. Desværre blev Derbyet sidste gang, vi så Just Pile It på en væddeløbsbane.

Dejlige og ærlige Kateb genvandt årets Pokalløb overlegent med tre længder foran Hero’s Light.

Dansk Oaks blev vundet af Moto-Moonlight for Stald Motovario ved Claus Reinhold Andersen, som stadig er en trofast ejer og opdrætter. Hestene bærer nu alle “fornavnet” Clauses.

Dansk St. Leger blev overraskende vundet af Stald Santos ved Christian Wirenfeldts Sovereign Magic før Oaksvinder Moto-Moonlight. Karikaturudsnit af et hoved med kraftigt hår.
Dansk St. Leger blev overraskende vundet af Stald Santos ved Christian Wirenfeldts Sovereign Magic før Oaksvinder Moto-Moonlight

Dansk St. Leger vandtes overraskende af Stald Santos’ Sovereign Magic foran Oaksvinder Moto-Moonlight. Overraskende, fordi mange på forhånd ikke havde troet, at Sovereign Magic kunne stå distancen. Han var opdrættet af sin ejer Stald Santos ved Christian Wirenfeldt.

I Jyllandsløb, som nu hed Ceres Jysk Derby, startede der kun to importerede heste, hvoraf den ene, storfavoritten Kennet Boy, blev redet af selveste Lester Piggott. Parret rakte dog kun til en sjette plads, da Stutteri Grønvangs egen opdrættede Snowboy sejrede med to længder redet af Fredrik Johansson i Søren Jensens træning.

På Fyens Væddeløbsbane tog Sir Gorm P (Shadji) sejren hjem med Fredrik Johansson i sadlen.

Puk Ervolder

Louise Malmberg, der var anden med Moss Rush, ønsker Puk Ervolder tillykke.
Louise Malmberg, der var anden med Moss Rush, ønsker Puk Ervolder tillykke

Avlshingsten Shadji fik endnu en klassisk vinder med Black Sparrow, der vandt Mowerinaløb for Birgit Petersen med Puk Ervolder i sadlen. Puk havde som den første kvindelige jockey vundet et klassisk løb med Kazoo i 1991.

1995 Brdr. Streckers successer indenfor dansk galopsport var allerede ret enestående — og der skulle komme endnu flere successer. Det klare mål var hele tiden at finde nye topheste og allerhelst Derbyvindere. I 1995 og frem til 1999 var Dansk Derby stadig åbent for importer. Brødrene Strecker havde derfor købt en spændende amerikanskfødt åring i Frankrig for 90.000 francs, som de døbte Federico efter den berømte italienske opdrætter og ejer Federico Tesio, der bl.a. var opdrætter af berømte hingstelegender som Nearco og Ribot.

I Dansk Derby gik Cut Comeau til start som storfavorit til 22:10, mens Federico, som eksperterne tvivlede på kunne stå distancen, var næstfavorit. Cut Comeau svigtede totalt og endte sidst, mens Federico vandt en let sejr med 4 længder. Turen gik så til Svenskt Derby på træflisen, hvor det blev til en tredjeplads. Sæsonen sluttede i Paris med en hæderlig fjerdeplads. Federico virker nu i avlen, men han får ikke mange chancer.

Federicos benstilling gav Søren Jensen panderynker

Federicos benstilling var ikke særlig vellykket, og Søren Jensen kunne ikke umiddelbart anbefale købet, men Jørgen og hans søn Hubert lod sig ikke afskrække og købte Federico.

Federico var opdrættet af svenske Sven Hansson, som har opnået stor international succes. Først med den engelske Oaksvinder Fair Salinia og siden med Champion Stakes- og Hong Kong Cup-vinder Pride.

Federico havde et nærmest italiensk temperament og gav Søren Jensen mange panderynker, især ved startboksen. Som toåring havde han vundet tre gange, men nægtede at gå til start i Vinterfavoritternes Ærespræmie, hvor han var storfavorit. Han lagde stærkt ud som 3-årig med sejr i Guineas Trial på 1400 meter før Cut Comeau, og sejr i Dansk 2000 Guineas og igen foran rivalen Cut Comeau efter kamp med hals.

Pia Hougaard modtager Mrs. Laura Ashley og Ole Larsen efter sejren i Mowerinaløb.
Pia Hougaard modtager Mrs. Laura Ashley og Ole Larsen efter sejren i Mowerinaløb

Træner Ole Larsen vandt Mowerinaløb og Dansk Oaks med hopperne Mrs. Laura Ashley og Fatal Attraction, mens Dansk St. Leger vandtes af brødrene Johansen med Arnline. Jesper trænede og Jacob red.

På Fyn vandt den tidligere svenske Derbyvinder Hooters med Janos Tandari Fyensløbet. I Jyllandsløb vandt en søn af Nice Havrais for anden gang i træk. Nu ved Stutteri Øxenholms eget opdræt Mr Flywheel med Mark Larsen og trænet af Tine Hansen.

Søren Jensen fortsatte sin række af trænerchampionater med 28 sejre og en præmiesum på 1.828.950 kr. Den fantastiske championatsrække skulle fortsætte i mange år og i ubrudt rækkefølge fra 1993 frem til 2007.

Den danske fuldblodsavl

I disse år havde den danske fuldblodsavl en betydelig produktion med top på ca. 300 føl i 1990-91 for senere at ramme bunden i 2003 med 138 føl. Herefter er det gået op igen, og i 2008 blev der registreret 188 føl.

Teksten er et uddrag af jubilæumsbogen «150 år med fuldblod, fest og farver» af Hans Erik Westerberg og Per Aa. Bustrup, udsendt i anledning af Dansk Galops 150 års jubilæum i 2009 og Klampenborg Galopbanes 100 års jubilæum i 2010. Billeder: Dansk Galops arkiv, Burt Seeger / US Photo, Stefan Olsson, Norsk Jockeyklub m.fl. Gengivet med Per Aa. Bustrups tilladelse.

Scroll to Top