Nyheder om galopsport i Danmark, Sverige og Norge siden 1997 · Horse racing news from Denmark, Sweden and Norway since 1997 · In EnglishPå dansk

Kirsten Rausing henter Frankels helbror hjem til Newmarket

Noble Mission bedækker på Lanwades Stud i 2027 efter seks sæsoner i Kentucky og seks i Japan

Den 2. november 2014 meddelte Juddmonte, at Noble Mission (Galileo) gik i avlen i Kentucky. Præcis tolv år senere, mandag den 2. november i år, kunne svenske Kirsten Rausing offentliggøre, at Frankels helbror vender tilbage til den by, hvor han blev trænet. Den tredobbelte Gruppe-1-vinder bedækker i den kommende sæson på Lanwades Stud i Newmarket til en takst på £9,000 – og med en stramt begrænset bog.

Noble Mission står opstillet i profil på græsset foran en rød murstensbygning. Brun hingst med bred blis og hvide sokker på begge forben, holdt i grime af en staldmand.
Noble Mission. Foto: Lane’s End Farm.

“Vi er glade for at kunne byde Noble Mission velkommen her. Han udfylder en plads, der har manglet i den britiske avl – en championhest med en fremragende afstamning og en fortrinlig bygning. Han er samtidig en etableret international avlshingst, som nu er til rådighed for europæiske opdrættere til en meget konkurrencedygtig takst,” siger Kirsten Rausing, der takker den japanske opdrætterorganisation JBBA for samarbejdet om handlen. Den blev formidlet af John Tyrrell fra BBA Ireland, og hingsten står allerede på Lanwades, hvor han kan ses efter aftale.

Noble Mission er opdrættet og ejet af Juddmonte Farms og blev trænet af Sir Henry Cecil på Warren Place i Newmarket – og efter Cecils død i juni 2013 af hans enke, Lady Jane Cecil. I begyndelsen blev han redet af Tom Queally, der også var Frankels makker, siden af James Doyle. Det blev 21 starter, ni sejre og otte af dem i Gruppe- eller Listed-løb, £1,364,058 og en Timeform-rating på 128.

Gennembruddet kom først som 5-årig. Han åbnede 2014 med at vinde Gordon Richards Stakes (Gr.3) på Sandown med ni længder foran Telescope, fulgte op i Huxley Stakes (Gr.3) på Chester og blev derefter efteranmeldt til Tattersalls Gold Cup (Gr.1) på Curragh. Han førte hele vejen og vandt med 1 1/4 længde foran Magician. Det var den første Gruppe-1-sejr for både hesten og Lady Cecil.

I Grand Prix de Saint-Cloud (Gr.1) i juni var han tre længder fri ind i opløbet, men blev i sidste galopspring passeret af Spiritjim – endnu en Galileo-søn. Efter en undersøgelse hos France Galop blev Spiritjim diskvalificeret for et forbudt stof, og løbet blev tildelt Noble Mission.

Men det var den 18. oktober 2014, han skrev sig ind i historien. I Champion Stakes (Gr.1) på Ascot, det løb Frankel havde sluttet sin ubesejrede karriere i to år tidligere, førte Noble Mission hele vejen i tung bane og holdt Al Kazeem bag sig i en opløbsduel, der først blev afgjort på stregen. Noble Mission vandt med en hals, Free Eagle var tredje, og favoritten Cirrus Des Aigles måtte nøjes med femtepladsen.

Førstepræmien var £770,547, og nogle uger senere blev Noble Mission kåret som Cartier Champion Older Horse.

Afstamningen er en af de bedst beskrevne i stambogen. Moderen Kind (Danehill) vandt seks løb, heraf to Listed-opgør, og er mor til syv vindere af otte startende. Frankel vandt alle sine 14 starter og ti Gruppe-1-løb og er i dag en af Europas førende avlshingste med over 40 Gruppe-1-vindere.

Bullet Train (Sadler’s Wells) vandt Derby Trial Stakes (Gr.3) og blev siden avlshingst i Australien, mens halvsøsteren Joyeuse (Oasis Dream) er mor til Amusingly (No Nay Never), der vandt dette års Prix Jean-Luc Lagardère (Gr.1).

Noble Mission selv har haft en lang og international avlskarriere: seks sæsoner på Lane’s End i Kentucky fra 2015 og derefter seks sæsoner på JBBA’s Shizunai Stallion Station i Hokkaido fra 2021.

Han har efter Lanwades’ opgørelse mere end 290 vindere af over 810 løb til en samlet præmiesum på over 36 millioner dollars, og Racing Post opgør hans antal Gruppe- og Graded-vindere til ni. Bedst er Code Of Honor, der vandt Travers Stakes (G1) og Jockey Club Gold Cup (G1) og blev nummer to i Kentucky Derby (G1), og Nobals, der vandt Breeders’ Cup Turf Sprint (G1).

I Europa huskes Spanish Mission for sejrene i Yorkshire Cup (Gr.2) og Doncaster Cup (Gr.2).

Noble Justice med Carlos Lopez i lyserød dragt med blå prikker i fuld fart forbi målstregen på Jägersro.
Noble Justice og Carlos Lopez ved sejren i 2021-udgaven af Malmö Stads Pris. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Og Noble Mission er heller ikke ukendt på de skandinaviske baner. Noble Justice, ejet af Stall Trick Or Treat og trænet af Niels Petersen, vandt i 2021 både Malmö Stads Pris på Jägersro og Herbert Sachs Memorial på Bro Park og blev tredje i Norsk Derby, halvanden længde efter Stroxx Carlras. Money Mission går stadig i løb for Marianne Lian i Norge og har vundet i år, og Noble Dance har løbet i Sverige for Francisco Castro.

Lanwades’ to øvrige hingste har begge nydt Gruppe-1-succes i 2026. Study Of Man (Deep Impact) er far til championhoppen Kalpana, som vandt King George VI and Queen Elizabeth Stakes (Gr.1) på Ascot og Yorkshire Oaks (Gr.1) på York, mens Sea The Moon (Sea The Stars) er far til Rayif, der tog Poule d’Essai des Poulains (Gr.1) og Prix Jacques le Marois (Gr.1) og nu selv går i avlen på Haras de Bonneval.

I 2026 kostede Study Of Man £35,000 og Sea The Moon £20,000, så Noble Mission kommer ind til en brøkdel af sine staldkammeraters pris.

Kirsten Rausing har levet sit voksne liv i England, men hun har aldrig sluppet Skandinavien, og Lanwades er netop nu et navn på de skandinaviske baner: Study Of Mans datter Lady Irene blev i år den første hest i historien, der vandt alle tre skandinaviske Oaks. De skandinaviske opdrættere kender allerede stutteriets hingste. Nu kan de sende en hoppe til Frankels bror.

Kirsten Rausing i mørkegrøn jakke med Lanwades-broderi står tæt ved hovedet af en fuks med bred blis.
Kirsten Rausing. Foto: Lanwades Stud.
Scroll to Top