150 år med fuldblod, fest og farver · kapitel 38
Da det blev meldt, at Dronning Elizabeth IIs skimmel ville starte på Klampenborg, blev der ansat en hundepatrulje, der overvågede hesten fra hov til transportvogn.

1997 Det blev igen en ikke skandinaviskopdrættet hest, der vandt Dansk Derby. Norsk ejede og trænede Parthe blev en chokvinder til 54 gange pengene.
Han vandt let med tre længder for sin ejer Stall NOR, Rune Haugen og Manuel Santos. Parthe viste sig siden at være en særdeles god hest og blev efter sæsonen vurderet til formtal 90. Han fortsatte med at løbe, til han var 9 år, og indløb knap 2 mio. kr. i karrieren.
Dansk 2000 Guineas gav sejr til Brdr. Strecker og Ralf Skoropas’ Mr. Tesio med mange længder. Siden vandt han også Larch Ærespræmie og blev senere forsøgt i avlen af sin delejer Ralf Skoropa og fik en vinder i Et Toi Royale, som også vandt Larch Ærespræmie.
All Right

En særdeles god hoppe vandt Mowerinaløb. All Right (Always Fair – Allwins). Hendes mor Allwins var købt i England af Bent E. Mikkelsen, efter at han havde solgt sin strålende hoppe Fornwell til Australien for et betydeligt beløb.
Da han købte Allwins for en beskeden sum, var hun ikke en gang redet til som femåring, da hun formentlig var tiltænkt en karriere som forhindringshest. Hun kom i træning hos Franz Nutz, som langsomt fik hende bygget op til en rigtig sejrsmaskine, dog ikke på samme niveau som sin berømte storesøster.
Bent Mikkelsen troede på sin hoppe og sendte hende til bedækning i Frankrig hos den amerikanskfødte hingst Always Fair og fik først hoppen All Fair, som vandt Svenskt Oaks, og nu halvsøsteren All Right. Hun vandt som toåring Opdrætningsløb, Avlsløb og Kriterium og blev senere en glimrende avlshoppe lige som sin søster.

Scandinavian Open Championship havde igen 1 mio. kr. i præmiesum, og nu havde de engelske trænere indset, at de måtte sende bedre heste for at gøre sig gældende.
Det blev derfor en opløbskamp mellem de tre engelske gæster, hvor Harbour Dues (Slip Anchor) vandt med Pat Eddery i sadlen.
På andenpladsen kom den engelske dronnings hest Arabian Story og som tredje Ela-Aristokrati. Federico var med igen, men kunne kun nå en ottende plads.
Arabian Story — og Per Aa. Bustrups egen erindring
Det var noget af en cadeau for arrangørerne af Scandinavian Open Championship, da det blev meddelt fra Dronning Elizabeth IIs træner, at skimlen Arabian Story ville starte i SOC.
Jeg arbejdede selv på Galopbanen i den periode og husker stadig den fantastiske stemning, der bredte sig i hele Sekretariatet, der dengang lå på Klampenborgvej 40, for en ting var at Arabian Story var meldt, noget ganske andet at han tog turen til Klampenborg — det var helt fantastisk og gav os alle bag løbet troen på, at det nu ville lykkes at få etableret Scandinavian Open Championship som en international tilbagevendende begivenhed.
Et besøg af en royal væddeløber medførte også mange praktiske foranstaltninger. Således blev der med det samme ansat en hundepatrulje, der konstant overvågede Arabian Story fra det øjeblik, han satte sine hove på Klampenborg, til han trådte op i transportvognen igen efter den flotte andenplads til Harbour Dues.
— Per Aa. Bustrup

Copenhagen Golden Mile samme dag blev vundet af populære Prime Match, der var ejet af Marianne og Jens W. Trock. Prime Match løb i farverne orange og hvid hue, der har været repræsenteret i galopsporten i over 100 år.
Dansk Oaks vandtes af den irskfødte hoppe Eko Bluebird Angel, medens Dansk St. Leger gav en klassisk vinder til trænernes nestor og nu afdøde Bendt Jensen med L’Empereur.
Årets Pokalløb fik en flot vinder i Sveriges bedste hest i mange år Songline, der som avlshingst har været en succes og foreløbigt bragt to Derbyvindere med Halfsong og Inchiline.
Skandinavisk Grand Prix

Skandinavisk Grand Prix 1999 blev vundet for anden gang af Brødrene Vang Lauridsens Just A Friend, der vandt løbet første gang i 1996.
1998 Forud for sæsonen erkendte Dansk Galop, at den danske avl endnu ikke kunne tage konkurrencen op med importer fra de store væddeløbslande i vore klassiske løb.
Med virkning fra 2000 blev Dansk Derby derfor forbeholdt skandinaviskopdrættede heste. Det blev også vedtaget, at der skulle være en bonus på 25 pct. til ejeren af danskopdrættede heste i de fire andre klassikere, som stadig var åbent for importer.
Der blev ligeledes indført en bonus på 5.000 kroner i maidenløbene for de toårige, og der blev udskrevet et Dansk Mesterskab for treårige. Der blev også arbejdet på at få Dantotos Racing Live-udsendelser ud til så mange husstande som muligt og ikke kun i Dantoto-boderne.
Endelig skal nævnes, at det blev besluttet at satse på skandinaviske spillepuljer. Det første skridt var indførelse af Lørdagskomben.

Irskfødte Brown Ale, som var norskejet, vandt Derbyet før danskejede, men engelskfødte og fransktrænede Tragic Order. Stall Welcons Brown Ale blev trænet af Wido Neuroth og blev redet til sejr af Jacob Johansen.
Han blev derefter tredje i Svenskt Derby og vandt Norsk Derby og Norsk St. Leger. Brown Ale vandt en enkelt gang som både fire- og femårig og virker nu i norsk avl.
Stald Can, som ejedes af en af sportens gode støtter familien Nørgaard, havde en fin hoppe-“double” gennem sejre i såvel Mowerinaløb som Oaks, men med to forskellige heste.

Franskfødte Flyamore sejrede for Kim Andersen og Søren Jensen i Mowerinaløb, medens danskopdrættede Invictress tog sig af Dansk Oaks. Begge hopper blev siden eksporteret. Flyamore tilbage til Frankrig for en avlskarriere og Invictress til England som forhindringshest, hvor hun i 15 starter fik en sejr og tre andenpladser og to tredjepladser.
Træner Søren Jensen ville ikke nøjes med disse to klassiske vindere, men tog også sejren hjem i Dansk 2000 Guineas med Stall Ekos Eko Deauville, som siden løb fjerde i Dansk Derby og senere blev solgt til England som forhindringshest.
Scandinavian Open Championship (L) om 1 mio. kr. fik en norskejet, men tyskfødt vinder i Albaran, redet af Janos Tandari og trænet af Cathrine Erichsen i Norge. Der var adskillige tilrejsende heste i løbet fra England, Frankrig og Tyskland og 13 startende. Albaran vandt med hals foran en anden norsktrænet hest, Chirac.

Træner Cathrine Erichsen vandt samme dag det andet storløb, Copenhagen Golden Mile (L) om 175.000 kr., med Oktan.
Stall Eko ved Rolf Parfalk og Stall Lambada ved Sten Thynell var i disse år og er stadig meget trofaste og storsatsende ejere og opdrættere med forkærlighed for dansk galop. De har gennem årene fået megen velfortjent succes. Stall Lambada var også med sine mange løbsheste uundværlig for løbsarrangørerne i Danmark på grund af sin beredvillighed til at starte heste.
Dansk St. Leger vandtes af Familien Junckers McGuire i træning hos Desmond Scarlett, og i Pokalløb fik Familien Brendholdts Cut Comeau en flot sejr, nu i træning hos Desmond Scarlett.
Også afbildet i den originale bog: Rune Haugen · Bendt Jensen · Janos Tandari
Teksten er et uddrag af jubilæumsbogen «150 år med fuldblod, fest og farver» af Hans Erik Westerberg og Per Aa. Bustrup, udsendt i anledning af Dansk Galops 150 års jubilæum i 2009 og Klampenborg Galopbanes 100 års jubilæum i 2010. Billeder: Dansk Galops arkiv, Burt Seeger / US Photo, Stefan Olsson, Norsk Jockeyklub m.fl. Gengivet med Per Aa. Bustrups tilladelse.













