Nyheder om galopsport i Danmark, Sverige og Norge siden 1997 · Horse racing news from Denmark, Sweden and Norway since 1997 · In EnglishPå dansk

150 år: Benny “ABBA” Andersson vandt Derby

Det første år under den nye tipslov gav 48 nye bokse på Klampenborg — og Chess Racings Sibelius vandt Dansk Derby og St. Leger for Benny Andersson.

150 år med fuldblod, fest og farver · kapitel 45

Det første år under den nye tipslov gav 48 nye bokse på Klampenborg — og Chess Racings Sibelius vandt Dansk Derby og St. Leger for Benny Andersson.

Caroline Strömberg og Benny Andersson. Farvefoto: en kvinde og en mand med skæg, kind mod kind.
Caroline Strömberg og Benny Andersson

2004 Det første år, hvor galopsporten fungerede under den nye tipslov, og hvor sporten nu primært blev drevet via de tipsmidler, der kom fra Kulturministeriet. Trav- og galopsporten modtog minimum 75 millioner kr. årligt, hvoraf de 15 pct. var øremærket til galopsporten.

Sidste års bevilling til tilskud til staldbyggeriet på Klampenborg Galopbane udmøntede sig i 48 nye bokse, 25 nye rejsebokse etc. Desuden blev der bevilget et ekstra præmietilskud på 600.000 kr. til anvendelse i sæson 2005 — en stigning på 11 pct.

Halfsong efter triumfen i Dansk Breeders' Cup. Farvefoto: jockey i blåt og rødt på hesten, tæt på.
Halfsong efter triumfen i Dansk Breeders’ Cup

Dansk Galop indgik også en aftale om et fælles sportssekretariat for provinsbanerne med sæde på Jydsk Væddeløbsbane. Den daglige leder blev Anna-Grete Jensen, som i mange år havde været en uvurderlig støtte for provinsgaloppen.

Dansk 2000 Guineas blev vundet af Funny Legends staldkammerat Emilio ved Kris efter hård kamp med Sibelius, som derved blev forhindret i at blive en af de sjældne «Triple Crown Winners», idet han måneden efter gik til tops i Dansk Derby og senere også vandt det tredje ben i Triple Crown-serien — St. Leger.

Sibelius, en brun vallak med den fornemme afstamning (Night Shift–Mondschein), vandt en populær sejr for sin offervillige ejer Chess Racing ved Benny «ABBA» Andersson. I løbet var Sibelius udstyret med specielle «trav»-skyklapper, der fungerede så fint, at han vandt en overlegen sejr foran den brave hoppe Athene, der også siden viste fine præstationer. Sibelius gav jockey Mark Larsen hans anden danske derbyvinder efter Vetrotex og den første til træner Caroline Strömberg.

Halfsong og Tofastforyou

Fantastiske Halfsong med Mark Larsen i sadlen fortsatte med at imponere og kunne i foråret vinde Dansk Breeders Cup totalt overlegent før First Edition og Jolly Boy.

På Fyens Væddeløbsbane skete det ret usædvanlige, at Fyensløbet blev vundet for tredje år i træk af svenskejede og -trænede Tofastforyou med Sara Slot. Samme år vandt Tofastforyou to gange på Klampenborg og indløb i alt 112.500 kr. Han var også aktiv som 10-årig.

Sibelius og Mark Larsen. Farvefoto: rytter på hest i sort og hvid dragt.
Sibelius og Mark Larsen

Sibelius vandt tre sejre som treårig og 585.500 kr. og var som nævnt meget tæt på en Triple Crown-sejr, da han også vandt Dansk St. Leger.

I Svenskt Derby sluttede han uplaceret, og han har aldrig vist sin rette form på dirt track. Han afsluttede sin treårssæson med et handicaptal på 82.

Crocodile Dundee (th) vinder SOC før italienskfødte Maktub.
Crocodile Dundee (th) vinder SOC før italienskfødte Maktub

Scandinavian Open Championship (Gr.3) fik en god vinder med den engelske treårige vinder Crocodile Dundee med John Egan, der med kort hoved slog Maktub med Gerald Mosse i sadlen.

På tredjepladsen fulgte tyske Mity Dancer, og Dano-Mast blev fjerde. Vinderen er siden blevet forhindringshest i England.

En anden god ældre hest var Killaden ved Barathea — søn af den glimrende hoppe Kill The Crab, der for sin norske ejer vandt gruppeløb i Tyskland som treårig og næsten en mio. kr.

Killaden vandt både Pokalløb og Copenhagen Golden Mile (L) for Fredrik Johansson og Wido Neuroth.

Jyllandsløb blev vundet af Mme Fernandes Lady Clementine, trænet af Søren Jensen og redet af Kim Andersen. Hun er datter af Richard Of York og den gode All Right.

Funny Legend og La Petite Chinoise

La Petite Chinoise. Farvefoto: to heste med jockeyer i galop.

I årets første klassiske løb, Mowerinaløb, præsenterede «Stjerneparret» Wido Neuroth og Fredrik Johansson os for en kommende championhoppe med norskejede og -opdrættede Funny Legend ved Funambule, som efterfølgende vandt den svenske pendant Dianalöpning og en række andre storløb. En hoppe, der skulle komme til at sætte sit præg på skandinavisk galopsport i de kommende år.

Dansk Oaks — Hoppernes Derby — fik en meget let vinder i Kiddy Elsass’ engelske hoppe La Petite Chinoise ved Dr. Fong. Efterfølgende slog La Petite Chinoise den ældre hoppeelite i Skånska Fältrittklubbens Avelslöpning på Jägersrobanen.

Teksten er et uddrag af jubilæumsbogen «150 år med fuldblod, fest og farver» af Hans Erik Westerberg og Per Aa. Bustrup, udsendt i anledning af Dansk Galops 150 års jubilæum i 2009 og Klampenborg Galopbanes 100 års jubilæum i 2010. Billeder: Dansk Galops arkiv, Burt Seeger / US Photo, Stefan Olsson, Norsk Jockeyklub m.fl. Gengivet med Per Aa. Bustrups tilladelse.

Scroll to Top