Nyheder om galopsport i Danmark, Sverige og Norge siden 1997 · Horse racing news from Denmark, Sweden and Norway since 1997 · In EnglishPå dansk

150 år: Bechmann Studs utrolige ekspansion

Willy Bechmann rådede over 58 avlshopper, 80 medarbejdere og ca. 175 heste — og satte sig for at vinde samtlige nordiske derbies fra 1990 til 1992.

150 år med fuldblod, fest og farver · kapitel 30

Willy Bechmann rådede over 58 avlshopper, 80 medarbejdere og ca. 175 heste — og satte sig for at vinde samtlige nordiske derbies fra 1990 til 1992.

Nu så man også omfanget af den enorme satsning, som Willy Bechmann gjorde i fuldblodssporten gennem Bechmann Stud og Racing. Man skal tilbage til Scarlett Stalden i 60’erne for at finde noget næsten tilsvarende.

Willy Bechmann. Farvefoto af en mand i mørkt jakkesæt.
Willy Bechmann

Bechmann Stud havde købt Waresley Park Stud i England og stutteriet på Skovmosegård i Nordsjælland. Man rådede over 30 avlshopper i Danmark og 14 i England. Tallet steg hurtigt til 58 hopper.

I Danmark blev det drevet af sønnen Jens og svigerdatter Hanne, medens Willy Bechmann boede i England og havde Søren Jensen som ansvarlig for den engelske afdeling.

Det var tanken, at man skulle træne løbshestene i England og sende dem over til Danmark til løb. Da storløbene i Danmark blev lukket for udenlandske heste, købte man Duemosegård, hvor der blev indrettet et træningscenter.

Da Bechmann Stud og Racing var på sit højeste, beskæftigede man 80 medarbejdere og havde ca. 175 heste.

Andreas Wöhler. Farveportræt af en smilende mand med briller.
Andreas Wöhler

Målet for stalden blev i foråret 1988 udmøntet til at vinde samtlige nordiske derbies i perioden 1990-1992.

De flotte resultater udeblev da heller ikke for Bechmann Racing, som i de kommende sæsoner indtog en dominerende rolle ikke kun i Skandinavien, men også i Tyskland, hvor man havde heste i træning hos Andreas Wöhler.

Netop her havde man måske den bedste hest, som Bechmann opdrættede — Tao — hvilket der vendes tilbage til.

Teksten er et uddrag af jubilæumsbogen «150 år med fuldblod, fest og farver» af Hans Erik Westerberg og Per Aa. Bustrup, udsendt i anledning af Dansk Galops 150 års jubilæum i 2009 og Klampenborg Galopbanes 100 års jubilæum i 2010. Billeder: Dansk Galops arkiv, Burt Seeger / US Photo, Stefan Olsson, Norsk Jockeyklub m.fl. Gengivet med Per Aa. Bustrups tilladelse.

Scroll to Top