Efter at have indledt karrieren i stutteriet med tre hingste i træk, folede den danske Derbyvinder Tigress Eleven (Academy Award) torsdag morgen sit tredje hoppeføl på stribe.
![Tigress Eleven (Academy Award) med sit hoppeføl efter Wilshire Boulevard (Holy Roman Emperor). Foto: York Stutteri.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/03/foel_tigress_eleven_2019.jpg)
“En fin og velskabt hoppe efter Wilshire Boulevard. Folingen skete midt under morgenfodringen kl. 6.34”, fortæller Alexander Elsass.
Tigress Eleven, der var ustartet som 2-årig, vandt som 3-årig Dansk Derby for træner Hanne Bechmann, jockey Nicolaj Stott og Zwicky Racing/Santa Anita.
Hun var desuden anden i både Dansk Oaks og Sceptre Stakes – begge gange bag Madame Esprit – samt tredje i Svenskt Oaks og fjerde i Breeders’ Prize Classic.
Som 4-årig fulgte hun op med en tredjeplads i Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg og gik siden i avlen på sit fødested på York Stutteri.
![Tigress Eleven og Nicolaj Stott efter Derbysejren på Klampenborg i 2011. Foto: Burt Seeger.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/03/tigress-eleven-5322-X5.jpg)
Tigress Eleven, som ejes af Stutteri Ras, har hidtil kun haft et enkelt afkom til start i form af nu den 5-årige vinder Sun Of A Gun (Mingun).
Hun er desuden mor til 360 North Horse Racing ABs 3-årige Summitatum (Juniper Tree), der ligesom moderen var ustartet som 2-årig.
Tigress Elevens 2-årige datter Tigers Carlras (Juniper Tree) er nu i træning hos Søren Jensen, og i fjor folede den danske Derbyvinder et hoppeføl efter den engelske 2-årchampion og Derbyvinder Sir Percy (Mark Of Esteem).