Pia Brandt-trænede Mondo Man blev forsøgt med et nyt oplæg længere fremme i feltet, men fandt til slut overmagten for stor i lørdagens Grand Prix de Paris (Gr.1) på Longchamp. Til gengæld fik danske The JC Organization årets første sejr andetsteds i Frankrig.
Mondo Man (Mondialiste) var længe med fremme i det 2400 meter Grand Prix de Paris (Gr.1), men da det for alvor spidsede til, havde hingsten ikke mere at gå med, og i hænderne på Mickael Barzalona faldt han til slut tilbage som næstsidst blandt de otte startende.
Sejren gik til André Fabres Sosie (Sea The Stars), som let med to længder slog Aidan O’Briens Illinois (Galileo) og Jean-Claude Rougets Delius (Frankel). Nils Petter Gills delejede Mondo Man var slået med lidt over syv længder i mål.
På provinsbanen Pompadour blev det til gengæld til dansk sejr, da The JC Organizations 4-årige Laughingof Fear (Lope De Vega) trumfede sine konkurrenter i det 2300 meter lange Prix Docteur Mouries.
Lauhingof Fear, som i fjor vandt to gange på Jägersro for Lennart J:r Reuterskiöld og nu trænes af Tim Donworth i Chantilly, vandt med seks længders afstand til Notre Histoire (Almanzor) og yderligere fem til Rose Diamant (Rajsaman).
Førstepræmien i løbet var €4,250.
I Newmarket vandt William Buick sin Gruppe-1-sejr nummer 100 (!), da han red Jane Chapple-Hyams Mill Stream (Gleneagles) først over stregen i hovedbegivenheden July Cup (Gr.1).
En helt formidabel milepæl af den norskfødte jockey – stort tillykke!