fbpx

14 til start i vidt åbent Svenskt Derby

14 startende, alle med chance. Det opsummerer meget godt feltet til 2024-udgaven af Svenskt Derby på søndag. Voter-vinderen Schamyl starter fra spor 1 under Sandro De Paiva, Lennart J:r Reuterskiöld henter verdensstjernen Silvestre De Sousa til Jägersro for at ride Zidane, og Pat Cosgrave sidder op på Niels Petersens Lord Mountbatten.


Schamyl ved sejren i Voterlöpning foran Lord Mountbatten og Mendel’s Rock. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Vinder Schamyl (Appel Au Maitre) på søndag, bliver han den første danskopdrættede vinder af Svenskt Derby siden 1991, hvor Bechmann Racings Tao (Gorytus) splittede feltet til atomer under Lester Piggott.

Han vil også blive den første svenske Derbyvinder for Stutteri Hjortebo, Jan-Erik Neuroth, Sandro de Paiva og Stall Petterøe’s Mix – men det er noget af et bjerg der skal forceres, før det kan blive en realitet.

Voter-vinderen står historisk set virkelig stærkt i Svenskt Derby, og vi skal ikke mere end 12 måneder tilbage i tiden for at finde den seneste Voter/Derby-triumfator i form af Ayani.

Men Schamyl bliver langt fra den samme store favorit som Ayani var i fjor, for årets udgave af Jockeyklubben Svenskt Derby tegner ikke alene videt åben – den borger også for breddemæssig kvalitet, vi ikke har oplevet så ofte tidligere.

Zidane vinder Bro Park Trial foran Masters Call. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld sadler sin trio Zidane (Areion), Masters Call (Appel Au Maitre) og Morradi (Cracksman). De to førstnævnte var senest første og anden i Bro Park Trial, mens sidstnævnte ikke har startet siden den overlegne syv længders triumf i Södra Skåningernas Derbytest over 2200 meter på Pramms-dagen.

Oliver Wilson sidder igen op på Morradi i jagten på sin tredje svenske Derbysejr på stribe – og den første til Mr Ascot. Andreas Tapia Dalbark bliver også på Masters Call, mens Zidane altså får den brasilianske verdensstjerne Silvestre de Sousa i bøjlerne.

Mr Ascots Morradi vinder Södra Skåningernas Derbytest for Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Roy Arne Kvisla starter duoen Indian Rags (Union Rags) og Mendel’s Rock (Mendelssohn). Den nybagte polske Derbyvinder Per-Anders Gråberg har valgt at ride sidstnævnte, hvilket overlader chancen på Indian Rags til Ulrika Holmquist.

Mendel’s Rock er Per-Anders Gråbergs valg i Svenskt Derby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Det norske hold udgøres foruden Schamyl af Niels Petersens duo Lord Mountbatten (Connect) og Exit To The Moon (Accelerate), Annike Bye Hansens Derby Trial-vinder If He Says So (Summer Front) og Cathrine Erichsens 2000 Guineas-vinder Sir Brego (Acclamation).

Sir Brego vinder Norsk 2000 Guineas foran Optimus Bling og Nope Never. Foto: Hesteguiden.com.

Fredrik Reuterskiölds Jaguar BF (Holy Roman Emperor), som har vundet sine to seneste starter over henholdsvis 1730 og 1600 meter, får også chancen i Svenskt Derby med Annie Nilsson Lindahl i bøjlerne.

Endelig udgøres det danske hold af Bent Olsens Great Wish (Night Of Thunder), Lea Olsens Giovanni Torkdahl (Lope De Vega) og Flemming Poulsens Streetfightin’ Man (Vino Rosso).

Giovanni Torkdahl ved sejren i Skånelandlöpning i fjor. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den svenske Derbydag byder på en lang række øvrige topvæddeløb, heriblandt ikke mindst sprinternes Zawawi Cup (L), hvor Annike Bye Hansens nye sprinter-es Aphelios (Kodiac) for første gang skal prøves på Jägersros dirt track.

I Valley Chapel Memorial er der “Pramms-revanche” mellem Rikke Rohbach Bondes Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) og Pusjkin (Muhaarar), Chianti (Zarak), Plantstepsdream (Planteur), Ayani (Starspangledbanner) med flere.

Stroxx Carlras vandt Pramms Memorial (L) i foråret. I Valley Chapel Memorial møder han endnu engang Plantstepsdream, Chianti og Ayani. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Bettina Andersens My Fortune (Appel Au Maitre), der i fjor vandt Svenskt Kriterium i overlegen stil, vender nu tilbage til Jägersro over samme distance i Malmö Stads Pris, og i Derby Day Sprint kæmper bl.a. Bent Olsens King Of Ten (Ten Sovereigns) og Niels Petersens Rockofthemountain (U S Navy Flag) om sejren.

My Fortune og Oliver Wilson på vej mod Kriteriums-triumfen på Jägersro i fjor. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Hoppernes eliteopgør, Margareta Wettermarks Minneslöpning, får deltagelse af Patrick Wahls Little Arabella (Karakontie), Bent Olsens Nascetta (Dubawi), Annike Bye Hansens Takeko (Mehmas), Lennart J:r Reuterskiölds Una Matina (Golden Horn), Niels Petersens Miss Wintown (Mo Town), Cathrine Erichsens Marcella Bloom (Pastorius) og Jan-Erik Neuroths Mystery Night (Night Of Thunder).

Derbydagen på Jägersro skydes i gang på søndag kl. 14, og selve Derbyet forventes redet kl. 17:10.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top