fbpx

York Stutteri: Zoffany-datter ud af Juddmonte-hoppe

For to måneder siden erhvervede danske The JC Organization sig den 4-årige First Defence-datter First Spirit på Goffs February Sale i Irland. First Spirit, der kostede 80,000 euro, er nedkommet med et stort, flot hoppeføl efter Gruppe-1-vinderen Zoffany.


First Spirit med sit hoppeføl efter Zoffany på York Stutteri. Foto: Privat.
First Spirit med sit hoppeføl efter Zoffany på York Stutteri. Foto: Privat.

First Spirit er opdrættet af Khalid Abdullahs Juddmonte Farms i USA og efter Forego Stakes (G1)-vinderen First Defence (Unbridled’s Song), der var trænet af legendariske Bobby Frankel.

Moderen, Choice Spirit (Danzig), løb ligeledes i Prins Khalid Abdullahs farver – som igennem den seneste årrække er blevet båret af navne som Frankel, Arrogate og Enable – og hun vandt bl.a. Prix de la Calonne (L) i Frankrig.

First Spirits mormor, Juddmontes “foundation mare” Zaizafon (The Minstrel), er udover Choice Spirit mor til den dobbelte europæiske championvæddeløber og senere championavlshingst Zafonic (Gone West) og til dennes helbror Zamindar.

I avlen er Choice Spirit foruden First Spirit mor til fem vindere, og hendes døtre har selv produceret navne som Prix Jean Romanet (Gr.1)-vinderen Announce (Selkirk), Prix de la Grotte (Gr.3)-vinderen Mexican Gold (Medaglia d’Oro) og Listed-placerede Vanbrugh, der som 4-årig fortsat er i træning hos André Fabre og med First Defence som far er nært relateret til First Spirit.


Coolmores Phoenix Stakes (Gr.1)-vinder Zoffany er Europas førende "first season sire" og en bedækning ved ham koster 45.000 euro i 2016. Foto: Coolmore.
Coolmores Phoenix Stakes (Gr.1)-vinder Zoffany står til en bedækningstakst på 25,000 euro i 2019. Foto: Coolmore.

Coolmores 11-årige avlshingst Zoffany (Dansili) blev Gruppe-1-vinder som 2-årig med sin sejr i Phoenix Stakes, og som 3-årig var han to gange tættest vinderen i Gruppe-1-sammenhæng. På Royal Ascot var han bare trekvart længde fra at fange Frankel i St James’s Palace Stakes (Gr.1), og i starten efter blev han besejret med hoved i Prix Jean Prat (Gr.1) i Chantilly.

I avlen har Zoffany produceret 14 Gruppeløbsvindere, heriblandt Gruppe-1-vinderen Ventura Storm og Gruppe-2-vinderne Fleeting, Foundation, Illuminate, Knife Edge, Waterloo Bridge og Zodiac Ruler.

Også i Skandinavien har Zoffany gjort sig flot bemærket med den danske Derbyvinder fra 2017, Sir Herman, og samme årgangs Gold Tyranny, der afsluttede sæsonen i fjor med at vinde SFK Jubileumslöpning (L) over 2400 meter på Jägersro. Gold Tyranny indleder 2019 som én af Skandinaviens højest handicappede heste med et formtal på 94.

First Spirit med sit hoppeføl efter Zoffany på York Stutteri. Foto: Privat.
First Spirit med sit hoppeføl efter Zoffany på York Stutteri. Foto: Privat.

“Vi er dybt beærede over, at have fået ansvaret for en hoppe af denne kaliber på York Stutteri. Hun kommer jo uden tvivl til at rejse udenlands igen, for det skorter ikke på internationale henvendelser, men i år bedækkes hun her på stutteriet af Juniper Tree“, fortæller Alexander Elsass.


Se First Spirits katalogside fra Goffs February Sale 2019 herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top