fbpx

Wilson tæt på sidste års cifre

Humøret har været bedre end i disse dage i Brian Wilsons stald på Trondgården, for der mangler en god ven at sige god morgen til.


Brian Wilson og Lene Kjerri Hansen tager imod Marquis First og Oliver Wilson efter sejren i Gamblers Handicap. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Brian Wilson og Lene Kjerri Hansen tager imod Marquis First og Oliver Wilson efter sejren i Gamblers Handicap. Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Vi har desværre måtte aflive Marquis First. Han er allerede savnet her få dage efter”, sukker Brian Wilson.

Marquis First nåede at blive kvartmillionær med fem sejre og 267.853 kroner på præmiekontoen, og som 2-årig vandt han Basnæsløb foran den senere Skandinaviske Grand Prix-vinder Monte Carlo.

Special Quest-sønnen var både ejet og opdrættet af Lene Kjerri Hansen.

Sæsonen i fjor var Brian Wilsons bedste i flere år.

Både hvad angår sejre og præmier – 15 vindere og 461.721 kroner. I år er sejrsantallet faldet markant til hidtil fem sejre, men til gengæld har indtjeningen nået 435.495 kroner, som gør, at Brian formentlig får flere penge hjem til kunderne i år.

”Jeg er fuldt ud tilfreds, når materialet tages i betragtning”, fortæller han. “Baneunderlaget har i store dele af sæsonen ellers ikke været til fordel for mine heste, som helst skal have noget at træde i”.

Royal Zem/Oliver Wilson vinder V4-finalen. Foto: Burt Seeger.
Royal Zem/Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

På lørdag sadler Brian fire deltagere på hjemmebanen i Klampenborg. Halvdelen er 2-årige, som går ud i samme opgør.

”Zarina First (2. løb – nr. 3) er halvsøster til Marquis First, og hun skal debutere. Hun er først og fremmest ude for at få en god oplevelse, og får hun penge med hjem er det fint”.

”Dragon’s Den (2. løb – nr. 9) var uden det store tryk i debuten. Jeg tror, at han er bedre i overmorgen, og håber på en præmie”, beretter Brian, som også starter Royal Zem i et klasse-3-handicap og Vejovis i Lærlinge- og Amatørhandicap.

”Royal Zem (3. løb – nr. 5) er inde i en god periode på det baneunderlag som tilbydes nu. Med dygtig rytter og to kilos lettelse skal han kunne være med fremme”.

Vejovis og Nicole Marsing vinder foran Fleurie/Sofia Presits. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Vejovis og Nicole Marsing vinder foran Fleurie/Sofia Presits. Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Vejovis (5. løb – nr. 5) har ikke været så effektiv som i fjor, men får nu Nicole Marsing i sadlen, og de fungerer bare så godt sammen”, konkluderer Brian Wilson.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top