fbpx

Waldemar stærkest i Jägersro Cup

Den svenske Derbyweekend blev lørdag aften skudt i gang på en dyngvåd dirt track i Malmö, hvor hovedbegivenheden Jägersro Cup gik til championtræner Lennart J:r Reuterskiölds 4-årige Juniper Tree-søn Waldemar.



Waldemar nedkæmpede sammen med Per-Anders Gråberg den længe førende Captain’s Choice (Dawn Approach) og vandt med halvanden længde til førstepræmiens 45.000 svenske kronor over de 2400 meter.

Tredjepladsen tilfaldt Moon String (El Kabeir) foran Lucien (Hurricane Red) og Tin Win (Appel Au Maitre).

Waldemar er opdrættet af Wiveka Jardby og Bosse Andersson og ejes af Hovängens Horseracing, og det var hestens anden karrieresejr i 13 starter. Samtidig skød han over en halv milllion i samlet præmiesum.

Waldemar vinder Jägersro Cup for Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Allerede i fjor viste Waldemar sine stayerevner, da han var bedst blandt de øvrige på otte længders afstand af Ayani (Starspangledbanner) i det 2650 meter lange Hurricanelöpning, og forinden havde han været tredje i Malmö Stads Pris over 1730 meter på den svenske Derbydag bag Little Crow (Sioux Nation) og Footfall (Footstepsinthesand).

Og netop Francisco Castro-trænede Footfall var en anden af lørdagens vindere på Jägersro, da han slog til i Silverhandicap for Elione Chaves.

Både Elione Chaves og Per-Anders Gråberg bogførte to sejre i aftenens fem løb. Udover Footfall vandt Chaves også med Fredrik Reuterskiölds Dakota River (Sioux Nation), mens Gråberg tog Guldhandicap på ryggen af Maria Westmans formstærke Thatsthefinest (Camacho).

Endelig vandt Annie Nilsson Lindahl også med Ricardo Ramallos 5-årige Inga Lilla (Appel Au Maitre).

Dermed er scenen sat til søndagens svenske Derbydag, som efter alt at dømme bliver under helt andre forhold end den regnfulde lørdags.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top