fbpx

“Vi slog hånd, og pengene kom allerede dagen efter”

Med 10 heste i stalden har Aalborgs professionelle galoptræner, Keld Chr. Karlsen, ikke problemer med at få tiden til at gå. Træneren forventer også at være repræsenteret ved åbningsdagen på landets nordligste væddeløbsbane.


”Jeg tror, at Malgoof bliver vores første starthest i år”, siger Keld Chr. Karlsen om den syvårige vallak med 66 i handicap og præmiesummen 162.246 kroner.

“Vi stoppede ham allerede i august sidste år på grund af en foldskade. Han døjer med problemer fra for tiden, hvor han to gange fik startboksen i hovedet. Jeg ser dog tegn på forbedring, og tror på en god sæson”, antager Keld Chr. Karlsen.


Redford sikrede forbedring

Keld Chr. Karlsen havde en forbedret sæson sidste år. Efter et sejrsløst 2011 med 54.887 kroner, en sejr og 47.900 kroner i 2012, tre sejre og 96.400 kroner i 2013, blev det til fem sejre og 141.150 kroner i 2014.

”Min egen Redford var stærkt medvirkende. Han ser fin ud, og jeg tror ikke han præsterer dårligere i 2015″.Redford vandt to løb og 59.000 kroner. Lægger for med 72 i tal.

”Det kan han godt bære. Det bliver også Aalborg første gang for ham i år”, konstaterer Keld Chr Karlsen, som har fire ustartede heste i stalden, heriblandt en 4-årig, som endnu ikke har fået navn!

”Det er ikke en hest jeg har haft fra starten. Jeg tror den kommer til start i år”, fortæller Keld Chr. Karlsen om sønnen af Final Appearance og Click Song. Moderen har et tidligere afkom i form af Jennifer, der vandt en enkelt gang sidste år, redet af Emilia Hvitved.


The Khamsin og The Pirate

Uden at forklejne Keld Chr. Karlsens nuværende hestehold, må man konstatere, at besætningen er milevidt fra dengang hvor koryfæer som The Pirate og The Khamsin stod i stalden i Jerslev, hos den mangeårige fuldblodsmand.

”Helt enig. Det var to fantastiske heste, som jeg naturligvis også fulgte helt tæt, da jeg solgte begge mine opdræt.Følelsesmæssigt var det største derbysejren til The Khamsin”, siger Keld Chr. Karlsen. “Jeg har fortsat DR-transmissionen fra derbydagen med sejren. Men hvor er det sørgeligt at se, at de landsdækkende store transmissioner er forsvundet”.

”Mediedækningen i sporten på landsplan er ganske enkelt nærmest usynlig. Det er helt og holdent hestesportens egen fejl, for de ansvarlige har helt enkelt ikke været dygtige nok”, siger Keld Chr. Karlsen.

The Khamsin og Kim Andersen på vej mod Derbysejren 2002 i Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

”The Khamsin vandt Dansk Derby med Kim Andersen. Hesten blev dobbelt klassisk vinder, da han også vandt Dansk St. Leger. Han nåede over en million kroner, men jeg synes ikke er han mit bedste opdræt. Jeg rangerer The Pirate som den bedste. Han tjente ikke kun flere penge end The Khamsin, men fik andenpladser i både Walter Nilsens Minneløp (Gr.3) og Marit Sveaas Minneløp (Gr.3), i langt hårdere konkurrence.

”Selve handelsforløbet med The Pirate er noget af det smukkeste jeg har prøvet i sporten, siden jeg startede min første hest i 1975″, beretter Keld Chr. Karlsen.

”Hesten blev udbudt til salg til Niels Petersens stald. Træneren tog flyveren til Aalborg, hvor han blev hentet af Mark (Larsen – red.). Jeg havde bestemt hvad jeg ville have for hesten, og det kom aldrig til forhandling.Niels kunne lide The Pirate og forsøgte ikke at presse mig overhovedet. Vi slog hånd, og pengene kom allerede dagen efter”.

”Jeg afleverede The Pirate ved færgen i Oslo, så jeg kunne komme med samme færge retur. Jeg havde en forrygende hjemtur. At indgå en aftale med sådanne folk gjorde mig helt varm om hjertet. Skønt, at de fik så store resultater med ham”, siger opdrætteren.

Keld Chr. Karlsen er ikke kun ude med ris til sportens lønnede mennesker.

”Nej, jeg synes Dansk Galops direktør har gjort et stort stykke arbejde, ikke mindst her på det seneste, hvor han har kæmpet for at bevare sporten på alle fire baner i Danmark”, fortæller Aalborg-træneren.

”Vi ser altid Peter heroppe på vores store galopdag. Det er mit helt klare indtryk, at han er landsgaloppens mand, som enhver i Dansk Galops ledelse naturligvis også bør være. Det hedder jo ikke Klampenborg Galop, men Dansk Galop, og det har Peter Knudsen i hvert fald levet op til”, roser Keld Chr. Karlsen.

Formanden for Aalborg Galopforening kigger også indad, når der kigges både tilbage og tales fremtid.

”Det er helt klart vores ansvar, at servicere spillerne bedre og på det punkt har vi i Aalborg ikke været dygtige nok. Vi har mange tilskuere til vores løb, men desværre en hel del som ikke spiller i løbene.Det skal vi ganske enkelt forbedre”, konkluderer Keld Chr. Karlsen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top