Niels Petersen har for længst afgjort årets skandinaviske trænerchampionat, og i skrivende stund mangler han blot få hundrede tusinde kroner i at passere 10 millioner kroner i år.
”Jeg forventer, at det sker på torsdag på Bro Park”, siger Niels Petersen lørdag morgen.
“Jeg skal dertil med otte heste, og især blandt de 2-årige ser jeg en række topchancer”.
Petersen sadler bl.a. Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Ramone i Jockeyklubbens Magic Million – det svenske auktionsløb med 1.000.000 svenske kronor i samlet præmiesum.
Desuden går Ramones storesøster, Queens, ud i Stockholm Fillies And Mares Stakes (L), den norske Kriteriumsvinder Privilegiado i Mr Ascot Vinterfavoriternas Pris og Sir Zelmer i Svenskt St. Leger.
Forinden skal træneren til Jägersro med to heste i morgen, med Spitzbergen som forsvarende vinder af Peas And Carrots Mile.
”Turen er bygget op om Spitzbergen. Han trives på denne her årstid, har fundet topformen og fungerer fint på Jägersro. Jeg regner med, at min hest er med i sejrsstriden”.
”Ruler Of Couse er med som rejsekammerat. Har en fin opgave på papiret, og skal også være en vinderchance”, fornemmer Niels Petersen.
”Sæsonen ender med at blive én af mine bedste i karrieren. Det så ikke sådan ud i foråret, hvor flere af hestene ikke viste hvad de indeholder, men de er kommet stærkt igen. Det ligger fast, at jeg igen til vinter skal have flere heste til Dubai. Hvilke heste det bliver, er endnu ikke bestemt”, oplyser danskeren, som ikke har været flittig gæst på sin barndomsbane i Klampenborg.
”Det er første år i min karriere som træner, at jeg har startet så lidt i Danmark som i år. Der er så meget mere økonomi i at starte i Sverige, at jeg ikke kan forsvare overfor mine kunde at starte regelmæssigt i Klampenborg -også selvom jeg nyder at være der”.
”Det bliver dog med sikkerhed til flere starter i Klampenborg for mit vedkommende næste år, da jeg har flere nuværende 2-årige som er meldt i de klassiske løb i Danmark”, afslutter Niels Petersen.