fbpx

“Vi skal bruge året til at vise, at de tog fejl”

Med en baneomsætning på over 200.000 kroner ved sæsonpremieren i fredags, fik Fyens Væddeløbsbane en storartet indledning på 2016. En af de tre danske væddeløbsbaner, som længe var lukningstruet.


”Vi skal bruge 2016 til at vise, at det er en fejl, at man ikke giver drifttilskud til vores bane”, siger formand for Fyns Galopklub Gert Larsen.

“Det var en forrygende start på året, og jeg håber det fortsætter”.

En flok frivillige entusiaster skabte en stor spilleklub på banen, der samlet omsatte over 20.000 kroner, og de fortsætter i samme spor den førstkommende lørdag.

”Det er alle tiders og bestemt også noget vi skal se på til Fyensløbsdagen”, siger Gert Larsen.

Banespillet på Fyensløbsdagen var næsten 170.000 kroner sidste år.

Det var årets næsthøjeste overhovedet i Odense, men alligevel noget mindre end forleden.

”Det, de frivillige gjorde forleden var jo helt enestående, og jeg tror også, at gode kræfter omkring galopsporten har mulighed for at lave noget tilsvarende til Fyensløbsdagen”, antager Gert Larsen.

Mange fynboer er fortsat fortørnede over, at Odense ligesom banerne i Billund og Nykøbing Falster ikke modtager en bøjet femøre i drifttilskud.

”Men det tog er kørt nu. Lad os nu bruge kræfterne på at komme så godt igennem denne sæson, så vi er tilbage på vognen igen i 2016″, slutter Gert Larsen.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top