fbpx

“Vi fangede ham nede i lystbådehavnen”

Det blev en højdramatisk onsdag aften i Aalborg. John Nielsen kunne i sidste ende fejre en “double”, men det var først efter diskvalifikation af Marc Stott-trænede Marsh King, som efter at have vundet smed sin rytter af og forlod banen.


Marsh King/Sabina Gammelgård udvendigt for Angels Calling/Frederick Salvador. Foto: Ole Hindby.
Marsh King/Sabina Gammelgård udvendigt for Angels Calling/Frederick Salvador. Foto: Hesselberg Foto.

“Vi var nået ned til vinderområdet, da vi fik at vide, at Sabina (Gammelgård, red.) var blevet smidt af og ingen vidste hvor hesten var”, fortæller Lars Jakobsen, som ejer Mars King med sin søn Simon, til GalopSport onsdag aften.

“Det viste sig, at han i forbindelse med at Sabina blev smidt af, forcerede det gamle jernrækværk og derefter galopperede ud af banen. For at undgå at blive diskvalificeret skal rytteren kunne veje tilbage med alt sit udstyr indenfor et kvarter, og hesten må ikke have forladt banelegemet. Og det blev svært, for tiden var for længst gået, da vi fangede ham nede i lystbådehavnen”, fortsætter Jakobsen, der heldigvis kunne tage hele situationen med et grin og naturligvis også glæde sig over, at Sabina Gammelgård klarede sig med overfladiske knubs.

“Og så er det en anden fordel ved at være flyttet til Aarhus – for efter en dag som i dag ville der have været ekstra langt til Odense”, supplerer Marc Stott i baggrunden, inden det samlede team – inklusiv Marsh King – begiver sig hjem fra Aalborg.

Efter Marsh Kings diskvalifikation gik sejren til John Nielsens Angels Calling/Frederick Salvador foran samme stalds On Offer/Amanda Harbjerg.

Aftenens andet galopløb i Aalborg blev vundet af Kaj Sørensens Marylen og tilbagevendte Marcos Robaldo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top