fbpx

“Vi arbejder begge hårdt for at lykkes”

Göteborg-træner Tobias Hellgren er helt uden for debat årets komet i svensk galopsport. Han har for længst slået alle tidligere rekorder – til trods for, at sæsonen ikke en gang er nået halvvejs.


Anna Pilroth vinder Nationaldagshandicap på Gärdet med Persian Wave. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Anna Pilroth vinder Nationaldagshandicap på Gärdet med Persian Wave. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

14 placeringer blandt de to bedste i 33 starter, med fifty/fifty blandt vindere og andenheste og en sejrsprocent på 21. Senest slog han til i Nationaldagshandicap på Gärdet med Persian Wave.

”Det går bedre og bedre”, fortæller samboen Anna Pilroth.

“Vi arbejder begge hårdt for at lykkes med 18 heste i træning. Vi har plads til 23 her på gården, der ligger en times kørsel fra Göteborg”.

Anna Pilroth kan heller ikke klage over rigets tilstand. Hun fører jockeyligaen på Øvrevoll inden lunchgaloppen på onsdag. Hun har hidtil redet otte vindere på Øvrevoll, hvilket er én og to mere end Alan Wallace og Carlos Lopez.

Navnlig de to sejre på ryggen af Yvonne Durant-trænede Fil Rouge har vakt opsigt.

Anna Pilroth på ryggen af Persian Wave. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Anna Pilroth på ryggen af Persian Wave. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”Jeg har aldrig prøvet noget tilsvarende”, siger datteren af Stig Pilroth og Bodil Blomquist. Anna og Tobias har blot en enkelt hest til start på Øvrevoll på onsdag i form af danskopdrættede Sans Appel.

”Han kommer ud for anden gang i år og var godkendt i sæsondebuten, hvor jeg synes han var forbedret i forhold til i fjor”

“Vi tror fortsat på ham på sigt, og vi vil også kun have heste i stalden, som vi kan se en fremtid for – lige nu har vi heldigvis ingen, som vi ønsker at give slip på, og det er selvfølgelig dejligt”, konstaterer Anna Pilroth og fortsætter:

Parret Tobias Hellgren og Anna Pilroth efter Persian Waves triumf på Gärdet. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Parret Tobias Hellgren og Anna Pilroth efter Persian Waves triumf på Gärdet. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

”På lørdag har vi årets største hold til start, for vi skal til Strömsholm med syv heste. Vi kan ikke have så mange samlet i vores transport, men det skal vi nok få løst”.

Med det store hold på Strömsholm dukker teamet ikke op i Klampenborg, hvor der også er løb på lørdag.

”Både Tobias og jeg kan godt lide at starte i Klampenborg, så det skal nok blive til mange starter dér i resten af sæsonen”, afslutter hun.


Program: Øvrevoll, onsdag 13. juni kl. 12.00.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top