fbpx

Vejen til Dansk Derby: Ranking og noter – 15. juli

Det var naturligvis meningen, at mandagens ‘Vejen til Dansk Derby’ også skulle inkludere en opdatering fra Sveriges Derbydag. I stedet kommer hér et overblik efter Derby Trial Stakes-dagen på Klampenborg i fredags og fra en uge, hvor der også skete en del rokeringer i tabellen.



Med sin triumf i Derby Trial Stakes blev Lea Olsens ubesejrede Garlic (Outstrip) hævet to kilo til 80, og han står dermed alene på syvendepladsen og er sikker på en plads i Derbyfeltet.

Det samme er andenhesten fra Derby Trial Stakes, Jan-Erik Neuroth-trænede Amason (Appel Au Maitre), som blev hævet til 79 og nu deler ottendepladsen med Chelsea Morning (Mustajeeb), Los Angeles (Juniper Tree) og Wayfarer (Galiway).

Garlic nedkæmper Amason og Brigadier i De 5 Stjerner Derby Trial Stakes. Foto: Burt Seeger.

På nuværende tidspunkt kræves der minimum et handicap på 78 for at vide sig sikker på en plads blandt de 15 bedste, og netop 78 var hvad Niels Petersen-trænede Conquest (Mustajeeb) opnåede med sin fremragende afslutning til andenpladsen i torsdagens Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer på Øvrevoll.

Conquest deler nu 12. pladsen med Mowerina-vinderen A Lady’s Dream (Giant Sandman) og Jyllandsløbs-3’eren Manhattan Carlras (Juniper Tree).

Det betyder også, at der lige nu står fire kandidater og tripper på en delt 15. plads – og kampen om adgangsbilletterne virker ganske intens i denne sæson, hvor det er svært at forestille sig, at der ikke bliver fuldt hus i startboksen.


De fire kandidater på 77 er Patrick Wahls Duke Of Hastings (Juniper Tree), som vandt på Bro Park i onsdags, Sandie Kjærs Lord Of Karthago (Hurricane Red), der i fredags var femte i Derby Trial Stakes, samt Lennart J:r Reuterskiölds duo Sealove (Sea The Moon) og Trickstar (Magician), som endte på hver sin side af Lord Of Karthago i fredags.

Bent Olsen-trænede Brigadier (Moohaajim), som var tredje i Derby Trial Stakes, blev stående på 85.

I aftenens svenske Derby starter tre af de fem øverste navne på listen: Schamyl (Appel Au Maitre), Zidane (Areion) og Masters Call (Appel Au Maitre), og desuden kommer Chelsea Morning, My Fortune (Appel Au Maitre) og Kis (Moohaajim) ud i Malmö Stads Pris over 1730 meter, mens Chappel (Appel Au Maitre), Lady Macallan (Al Shemali) og Lantana Camara (Swipe) starter i Svenskt Derby Consolation.

Meget kan altså endnu ske i det levende Derbybillede.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top