fbpx

Tre danske sejre i Malmö

Både Søren Jensen, Bent Olsen  og Marc Stott sadlede vindere i løbet af Jägersros lunch-maraton onsdag eftermiddag. Sidstnævnte kunne glæde sig over 6-årige Fillip Stark, der i sit livs første start på Jägersro førte fra start til mål over 2400 meter og sejrede sikkert i hænderne på lærling Malin Holmberg.


Fillip Stark og Malin Holmberg på vej mod sejren i Soltunhandicap. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Fillip Stark og Malin Holmberg på vej mod sejren i Soltunhandicap. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Fillip Stark havde heller aldrig tidligere vundet over 2400 meter, men han har flere gange gjort det godt over de længere distancer, bl.a. med sejren i Fyensløbet i fjor.

Malin Holmberg fik sendt Academy Award-sønnen til front kort efter start, og derfra dirigerede duoen tempoet til opløbsstrækningen, hvor favoritten Manchester/Per-Anders Gråberg så ud til at kunne tage over.

Manchester fik dog aldrig rigtig fat i Fillip Stark, der fortsatte ufortrødent med sine blot 50 kilo på ryggen og til slut vandt med næsten to længder.

Stærkt afsluttende Romanoff blev tredje før Well Tried, Caitling og Mutaaleq.

Malin Holmberg fejrede sin anden dagssejr efter tidligere på eftermiddag at have vundet med Pia Høioms Winterzeit. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Malin Holmberg fejrede sin anden dagssejr efter tidligere på eftermiddag at have vundet med Pia Høioms Winterzeit. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sejren var 50.000 kroner værd for det fynske ægtepar Karin og Poul Erik Jakobsen, der også selv har opdrættet Fillip Stark.

Hesten har nu vundet otte gange i karrieren, hvoraf halvdelen af sejrene blev taget som 3-årig i 2012.


Sir Edward og Naveen Lakshminarayan vinder Ole Larsen Young Riders' Championship Final B foran Marius Federigo/Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Sir Edward og Naveen Lakshminarayan vinder Ole Larsen Young Riders’ Championship Final B foran Marius Federigo/Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Tidligere på løbsdagen havde Søren Jensen indledt den danske sejrstrippel med 3-årige Sir Edward, der under lærling Naveen Lakshminarayan endelig fik hevet årets første sejr hjem til Mme Fernande.

Sir Edward havde ingen problemer med at afgøre løbet til sin fordel, men han løb til gengæld meget skævt i den sidste del af opløbet, hvilket gjorde afstanden ned til Marius Federigo noget mindre end den burde være.

Sir Edward og Naveen Lakshminarayan efter onsdagens lette sejr. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Sir Edward og Naveen Lakshminarayan efter onsdagens lette sejr. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Han har startet et par gange herovre på for kort distance, og vi har ledt efter løb til ham over 1600 eller 1730 meter i et stykke tid. Han var i alt sænket seks kilo til i dag, og med yderligere tre kilos lærlingelettelse blev det en fornuftig opgave her”, sagde en tilfreds Søren Jensen efter Sir Edwards sejr, som var gode 56.000 kroner værd.


Houston Heat/Marcos Robaldo når med et sent angreb akkurat forbi indvendige Rocky og La Maitresse. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Houston Heat/Marcos Robaldo når med et sent angreb akkurat forbi indvendige Rocky og La Maitresse. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

10 løb efter Søren Jensens sejr var det Bent Olsens tur til at gøre ham kunsten efter.

Olsen sadlede 2-årige Houston Heat ud i et maidenløb over 1600 meter, hvor han som næstmindst spillede hest i feltet akkurat fik kæmpet sig forbi længe førende Rocky/Jacob Johansen og La Maitresse/Per-Anders Gråberg på de sidste meter.

Houston Heat med sin træner Bent Olsen efter maidensejren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Houston Heat med sin træner Bent Olsen efter maidensejren. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Houston Heat kom med en enkelt tidligere start på Klampenborg, hvor han aldrig sås med chance og sluttede mere end 35 længder bag debutvinderen Suspicious Mind.

Det kan både skyldes rutine eller det ændrede baneunderlag, men Houston Heat var under alle omstændigheder en forvandlet hest denne gang, og Eishin Dunkirk-sønnen hev en førstepræmie hjem på 40.000 kroner plus yderligere 16.000 kroner i ejerbonus til anpartsstalden KTAS.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top