fbpx

Meydan: Tips til World Cup-dagen

Deltagere fra fire kontinenter dyster lørdag om mere end 140 millioner kroner på verdens rigeste væddeløbsdag i Dubais ørken. 


Marking. Foto: Andrew Watkins / Dubai Racing Club.
Marking. Foto: Andrew Watkins / Dubai Racing Club.

Optakten til World Cup’en på Meydan har været en OL-by værdig og hestene kommer minutiøst forberedt.

Men hvem vinder de otte fuldblodsopgør?

Her følger GalopSports analyse.


KL. 13.20. GODOLPHIN MILE (GR.2) – 1600 DIRT – US$ 1.000.000.

Valg: 2 Marking (USA) – Kiaran McLaughlin – James Doyle

Der er afbud fra Le Bernardin, men valget falder på en anden søn af Bernardini, Kiaran McLaughlin-trænede Marking. Han er en 4-årig sparsomt startet hingst ud af Grade-1-vinderen Seventh Street (Street Cry). Han startede tre gange i USA i fjor og efter to lette sejre var han anden til Breeders’ Cup Sprint (Gr.1)-vinderen Runhappy i Malibu Stakes (G1) på Santa Anita i december. I første start på Meydan styrtede han ud af boksen, men han tog revanche med en let handicapsejr senest.

Marking har allerede nu vist sig at være en Gruppe-1-hest, og der er al grund til at tro, at han med sine få starter bag sig kan udvikle sig yderligere. På den baggrund er han ikke til at komme udenom i dette Gruppe-2-opgør, hvor værste konkurrent ligner sidste års runner-up, engelske Sloane Avenue.


Vazirabad. Foto: Erika Rasmussen.
Vazirabad. Foto: Erika Rasmussen.

KL. 13.55. DUBAI GOLD CUP (GR.2) – 3200 GRÆS – US$ 1.000.000.

Valg: 1 Vazirabad (FR) – Alain de Royer Dupre – Christophe Soumillon

4-årige Vazirabad har ikke startet siden 25. oktober i fjor, men Alain de Royer Dupres heste behøver ikke et optaktsløb for at levere varen og Manduro-sønnen får ingen problemer med at hjemtage dette Gruppe-2-opgør, såfremt han reproducerer sidste års form. Han blev bare bedre for hver start og vandt stayeropgørene Prix de Lutece og Prix Chaudenay på vejen mod Gruppe-1-triumfen i Prix Royal Oak (Fransk St. Leger) på Saint Cloud. Han står de 3200 meter med største lethed og har glimrende form på både god og hurtig bane.


Polar River/Pat Dobbs. Foto: Erika Rasmussen.
Polar River/Pat Dobbs. Foto: Erika Rasmussen.

KL. 14.35. UAE DERBY (GR.2) – 1900 DIRT – US$ 2.000.000.

Valg: 2 Polar River (USA) – Doug Watson – Pat Dobbs

Tre deltagere fra Japan, én fra Sydafrika, én fra England og én fra USA udfordrer lokale Polar River, men de får noget at se til, såfremt de skal sætte en kæp i hjulet for Doug Watsons sejrsmaskine. Congrats-datteren har endnu aldrig været presset, og at Vale Dori senest kom tæt på til slut beroede kun på, at Pat Dobbs lod hende slappe af de sidste 300 meter. Det er svært at finde huller i rustningen på Polar River, og hun har samtidig set så godt ud i træningen siden sejren i UAE Oaks, at alt andet end en sejr vil vække stor skuffelse.


Sole Power. Foto: Erika Rasmussen.
Sole Power. Foto: Erika Rasmussen.

KL. 15.10. AL QUOZ SPRINT (GR.1) – 1000 GRÆS – US$ 1.000.000.

Valg: 7 Sole Power (GB) – Edward Lynam – Chris Hayes

Der er afbud fra Mongolian Saturday. Sidste års vinder af Al Quoz Sprint, Sole Power, er helt fænomenal når han rammer dagen. Her skal han vende formen på både Fityaan og Jungle Cat fra deres seneste møde i Meydan Sprint, samtidig med, at han møder to af Hong Kongs bedste sprintere i Not Listenin’tome og Peniaphobia, så det er bestemt ikke oplagt, at han vinder – men han er den hest i feltet der kan mest og er derfor også ham vi går med.


X Y Jet og træner Jorge Navarro. Foto: Erika Rasmussen.
X Y Jet og træner Jorge Navarro. Foto: Erika Rasmussen.

KL. 15.45. DUBAI GOLDEN SHAHEEN (GR.1) – 1200 DIRT – US$ 2.000.000.

Valg: 3 X Y Jet (USA) – Jorge Navarro – Emisael Jaramillo

Florida-gæsten X Y Jet er ved at udvikle sig til ét af USAs nye, store sprintikoner. Han har vundet sine seneste fem starter, heriblandt Sunshine Millions Sprint Stakes og senest Grade-3-opgøret Gulfstream Park Sprint Stakes, hvor han endda snublede ud af startboksen, men alligevel hurtigt tog føringen og allerede havde afgjort løbet med 200 meter igen. Der er højst sandsynligt ingen i feltet der formår at tage fronten fra ham her, og med yderligere forbedring i vente bliver han valget foran ligeledes amerikanske Lady Shipman og Confrontation, samt Hong Kong-duoen Rich Tapestry og Super Jockey.


Tryster og William Buick vinner på Meydan. Foto: Erika Rasmussen.
Tryster og William Buick. Foto: Erika Rasmussen.

KL. 16.45. DUBAI TURF (GR.1) – 1800 GRÆS – US$ 6.000.000.

Valg: 2 Tryster (IRE) – Charlie Appleby – William Buick

Én af de mest interessante heste der overhovedet starter på World Cup-dagen. I fjor vandt franske Solow dette opgør og gjorde sidenhen rent bord i de største europæiske Gruppe-1-opgør over milen. Solow skulle have været med igen, men blev slettet af Dubai Turf kort før afrejsen fra Frankrig. Det giver en gylden mulighed for Tryster og William Buick. Tryster har vundet sine to starter på Meydan på så overbevisende en måde, at det nok kun er en hest som Solow der havde haft noget at stille op imod ham her.


Postponed og Andrea Atzeni. Foto: Erika Rasmussen.
Postponed og Andrea Atzeni. Foto: Erika Rasmussen.

KL. 17.20. DUBAI SHEEMA CLASSIC (GR.1) – 2410 GRÆS – US$ 6.000.000.

Valg: 7 Postponed (IRE) – Roger Varian – Andrea Atzeni

Efter sine sejre i King George VI and Queen Elizabeth Stakes (Gr.1) på Ascot og Prix Foy (Gr.2) på Longchamp i fjor, var Postponed en overgang favorit til at slå Treve af tronen i Prix de l’Arc de Triomphe (Gr1) sidste efterår. Et opsigtsvækkende trænerskifte fra Luca Cumani til Roger Varian betød dog, at Postponed aldrig kom til start i Arc’en og i stedet fik han en lang pause. Første gang han sås igen var på Meydan i Dubai City Of Gold, hvor han med største lethed besejrede Dariyan. Postponed møder denne gang Hong Kong Vase (Gr.1)-vinderen Highland Reel og én af Japans bedste over 2400 meter, Duramente, men ingen af disse er så god som den 5-årige Dubawi-søn.


Frosted og William Buick vinder Al Maktoum Challenge R2 (Gr.2). Foto: Erika Rasmussen.
Frosted og William Buick. Foto: Erika Rasmussen.

KL. 18.00. DUBAI WORLD CUP (GR.1) – 2000 DIRT – US$ 10.000.000.

Valg: 9 Frosted – Kiaran McLaughlin – William Buick

Vi er ret sikre på, at sejren i årets World Cup går til USA. Ingen tvivl om, at California Chrome bliver en ulta-populær World Cup-vinder, såfremt han formår at tage revanche for sidste års andenplads bag Prince Bishop. Kentucky Derby-vinderen kommer dog ud i et langt stærkere opgør end i fjor, og selv om han har vundet helt efter behag i årets to første starter på Santa Anita og Meydan, får han det umådelig svært denne gang. Vi regner med, at William Buick vinder Dubai World Cup for andet år i træk. Nu sidder han på en hest der er langt bedre end den hest han vandt på i fjor, men som var så uheldig i fjor at rende ind i et unikum som American Pharoah. Frosted imponerede stort i sæsondebuten på Meydan og passer samtidig langt bedre til det udvendige startspor ni end California Chrome gør i startspor 11.


I denne rækkefølge vurderer vi vores vindertips chancer:
Polar River, Tryster, Postponed, Marking, Vazirabad, Frosted, X Y Jet, Sole Power.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top