fbpx

Syv heste fra Lars Kelp til Sandie Kjær

Mens Lars Kelp overvintrer i Dubai med fire af sine kommende klassiske kandidater, har træneren valgt at sende den resterende del af stalden væk fra Bro Park og i vintertræning hos Sandie Kjær på Sjælland.


Sandie Kjær med Einsteins Folly. Foto: Burt Seeger.
Sandie Kjær efter sejr på Klampenborg med Einsteins Folly. Foto: Burt Seeger.

“I forbindelse med, at Lars har sagt sin stald op på Bro Park, har vi indgået en aftale om de heste, som ikke kom med til Dubai”, siger Sandie.

“Vi har sammen lagt en plan for hver enkelt hest, for det er forskelligt fra individ til individ hvad de har brug for. Nogle er på vej op i træning, andre trænger til en pause”.

De syv heste Sandie Kjær har fået ansvaret for i Kelps fravær er 2-årige Chester (Rajsaman), Never Think Twice (No Nay Never), Mudjimba (Kodiac) og en ustartet hoppe efter Camacho, samt 3-årige Nom De Plume (Shamardal), Noosa Prince (Kodiac) og Semiramis (Camacho).

“Den gængse træning hos os foregår ved, at hestene efter behov rides på vores nybyggede bane, og dertil bliver de ‘aquatrænet’ på vandbånd og står på vibrationsgulv med mere”.

Lars Kelps 2-årige Mudjimba er én af i alt syv heste der er gået i vintertræning hos Sandie Kjær. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

“Aquatræningen er en alternativ måde at styrke en hest i vækst på, uden rytter på ryggen. Det giver et afbræk fra den ellers hårde galoptræning, og desuden kan jeg fokusere og rette op på små skævheder hos hestene,”, fortsætter Sandie, der har hyret Susanne Lyseng som ekstra arbejdskraft i vinterperioden. Susanne Lyseng er lærling hos championtræner Bent Olsen.

“Indtil videre er planen, at de syv heste skal stå her til et stykke ind i det nye år, for Lars planlægger, at starte sit Dubai-hold helt frem til slutningen af februar”.


Chinese Emperor og Elione Chaves vinder Skånelandlöpning med fem længder. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Kelp havde en forrygende afslutning på sæsonen med 13 vindere ud af 40 starter fra september til og med december. Især staldens 2-årige heste leverede skarpe indtryk, og på årets sidste storløbsdag på Jägersro slog danskeren til i både Skånelandlöpning med Chinese Emperor (Royal Applause) og Youonlyliveonce (Sidestep).

To heste, der begge overvintrer i Dubai sammen med de jævnaldrene More Caviar (Brazen Beau) og General De Vega (Lope De Vega).

Overfor GalopSport bekræfter Lars Kelp nytårsaftensdag, at han har besluttet sig for at forlade Bro Park.

“Jeg har opsagt min stald og sammen med mine hesteejere leder jeg efter et nyt sted, hvor vi til foråret midlertidigt kan forberede hestene til den nye sæson”.

“Derefter vil vi enten enten leje eller købe vores eget sted og opbygge et træningscenter. Vi ser allerede på forskellige muligheder, og det kommer alt sammen til at ske i løbet af 2020”, konkluderer danskeren, der ikke som ellers planlagt starter hest på Meydan på torsdag.

Lars Kelp tager sammen med ejerkredsen i Väsby Häst AB imod Youonlyliveonce og Oliver Wilson efter sejr på Bro Park i efteråret. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

More Caviar rejste desværre lidt dårligt til Dubai og har hostet efter ankomsten. Nu forberedes hun i stedet til at gå direkte ud i 1000 Guineas hernede den 23. januar”, siger træneren om den ubesejrede Brazen Beau-datter.

Til gengæld bliver der på næste torsdag, den 9. januar, mulighed for at se Lars Kelps tre øvrige Dubai-farere i aktion.

“Yolo (Youonlyliveonce, red.) og General De Vega starter begge i Dubai Trophy over 1200 meter græs, og Chinese Emperor går ud i 2000 Guineas Trial over 1600 meter dirt. Alle tre heste har UAE 2000 Guineas som deres første store mål hernede, men vi må også være realistiske overfor, at det bliver sværere hernede i år for de 3-årige end vi har set de tidligere sæsoner”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top