fbpx

Swedish Eragon og Footnote de første vindere i Odense

Torben Christensen-trænede Swedish Eragon og Sandie Kjærs Footnote blev årets to første vinder på Fyens Væddeløbsbane. Begge opløb blev ganske tætte, men med udelukkende mulighed for at spille på selve banen, var der stort set ingen omsætning.


BMS A/S Åbningsløb over 1650 meter havde en samlet præmiesum på 30.000 kroner med 13.500 til vinderen, og her var det Trine Johansens Swedish Eragon, som under lærling Liam Doran med en halv længde besejrede hjemmebanens håb Cattleya (Bolette Rosenlund/Nanna Emilie Hansen) og ligeledes lokale Sunday Pearl (Heidi Schmidt/Francis Waweru).

“Jeg vidste, at hesten var i fin orden, men det var svært at vurdere modstanden her første gang ude. Han er en ukompliceret type, som har trænet fint hele vinteren, og vi fortsætter nok i samme spor med at finde løb til ham i Aarhus, Aalborg og Odense”, sagde Torben Christensen efter sejren.


Efterfølgende kunne Klampenborg-tilknyttede Sandie Kjær tage sæsonens første sejr med den 5-årige hoppe Footnote (Dexterity), som under Sara Slot nedkæmpede Yellowstone (Sussi Hald/Linda Bro) og Curious George (Heidi Schmidt/Francis Waweru).

I dette opgør var der 25.000 kroner til fordeling og 11.500 i førstepræmie til Healthy Horse Racing og Jannike Perlsø. Det var samtidig første sejr i 10 starter for Footnote, der er opdrættet af Stutteri Thorskovgaard.

Ifølge Dansk Galops sportssystem blev der samlet omsat for lidt over 6.000 kroner i det første galopløb og i underkanten af 5.000 kroner i det næste. Det lave omsætningstal bunder ud i den manglende mulighed for at spille online til provinsens galopløb, så længe det ikke er på de deciderede “galopdage”.

Det er endnu heller ikke muligt, at se repriser fra disse løb i Fast Tracks arkiv, hvorfor GalopSport ikke har mulighed for at linke til dem.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top