fbpx

Svenskt Kriterium til Two Eyed Jack

2018-udgaven af Svenskt Kriterium endte med en double til dansk opdræt, da Lennart Jr Reuterskiölds Two Eyed Jack efter en stenhård opløbskamp besejrede Marc Stott-trænede Queen Rouge.


Two Eyed Jack/Jacob Johansen vinder Svenskt Kriterium foran Queen Rouge/Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Two Eyed Jack/Jacob Johansen vinder Svenskt Kriterium foran Queen Rouge/Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

De to duellanter, som begge kun havde to starter bag sig hver, skar målstregen med det mindst mulige imellem sig, efter at have kæmpet indædt hele opløbet igennem.

Queen Rouge havde været med fremme hele vejen under Oliver Wilson, der på sidste del af bagsiden valgte at sætte ekstra tempo på og sætte den danske Vinterfavorit Silverstone af.

Jacob Johansen havde en helt anden taktik med Two Eyed Jack, som bevidst blev sprunget sidst af og et godt stykke tid lå allerbagest i feltet.

Rundt opløbssvinget havde Johansen for alvor fået farten op under Two Eyed Jack, og ind på opløbet så det en overgang ud som om, at V4-favoritten bare skulle sige farvel og tak til de øvrige.

Han fik dog ikke lov til at slippe afgørende fra indvendige Queen Rouge, mens også Joker Face kæmpede bravt imellem dem og først til sidst måtte kapitulere til tredjepladen på to længders afstand af de bedste.

Wilma, Linda og Lennart Jr Reuterskiöld følger Kriteriumsvinderen Two Eyed Jack og Jacob Johansen tilbage til vindercirklen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Wilma, Linda og Lennart Jr Reuterskiöld følger Kriteriumsvinderen Two Eyed Jack og Jacob Johansen tilbage til vindercirklen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

På fjerdepladsen fulgte Niels Petersens Wishformore før Patrick Wahls Magic Million-vinder Jamaica og endelig den sidste præmietager, Bent Olsens Silverstone.

Med sejren i Svenskt Kriterium fulgte en førstepræmie på 250.000 svenske kronor til familien Reuterskiöld, som selv ejer Juniper Tree-sønnen der blev købt for blot 40.000 danske kroner på sidste års Scandinavian Open Yearling Sale.

“I dag blev oplægget perfekt, og vi havde på forhånd store forventninger til ham. Nu får han vinterpause, og til næste år gælder det først og fremmest Voterlöpning og Svenskt Derby – derefter Dansk Derby og Breeders'”, sagde en glad Lennart Jr Reuterskiöld, der blev suppleret af en ærlig Jacob Johansen:

Wilma, Linda og Lennart Jr Reuterskiöld fejrer Two Eyed Jacks Kriteriumssejr sammen med opdrætterteamet fra York Stutteri. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Wilma, Linda og Lennart Jr Reuterskiöld fejrer Two Eyed Jacks Kriteriumssejr sammen med opdrætterteamet fra York Stutteri. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Sidste gang red jeg et dårligt løb på ham, men denne gang blev det rigtigt. Det så nok tæt ud med det blotte øje, men jeg følte at jeg havde endnu mere tilbage at gå med”.

Two Eyed Jack er opdrættet af York Stutteri og første afkom ud af den vindende Bernstein-datter Gift From The Sea, som familien Elsass importerede fra Irland i 2011.

Karina og Alexander Elsass med Two Eyed Jacks mor, Gift From The Sea (Bernstein), på Goffs November Breeding Stock Sale i 2011. Foto: GalopSport.
Karina og Alexander Elsass med Two Eyed Jacks mor, Gift From The Sea (Bernstein), på Goffs November Breeding Stock Sale i 2011. Foto: GalopSport.

Den brune vallak tilhører også første årgang efter Galileo-sønnen Juniper Tree, der har fået en solid start på avlskarrieren og nu står bag vinderne af både Dansk og Svenskt Kriterium i form af Valentin Apache og Two Eyed Jack.

Marc Stott kunne også være godt tilfreds med Queen Rouges andenplads, og den på Stutteri Hjortebo-opdrættede Lord Of England-hoppe ligner afgjort en hest der tager storløbsrevanche i 2019.


Leo The Lion/Maikel Narvaez slår Gibson/Oliver Wilson i Svenskt Kriterium Consolation. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Leo The Lion/Maikel Narvaez slår Gibson/Oliver Wilson i Svenskt Kriterium Consolation. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Junior tog også Consolation

Lennart Jr Reuterskiöld var forud for Kriteriumsdagen spået store chancer for, at overtage føringen i Jägersros trænerchampionat fra Francisco Castro, og det skete også med Two Eyed Jacks Kriteriumstriumf.

Junior tog sig desuden også af Svenskt Kriterium Consolation, hvor debuterende Leo The Lion (Reliable Man) til mere end 26 gange indsatsen vandt med små tre længder foran Marc Stotts Gibson, Bent Olsens Primacor og Søren Jensens Sea Master.

Leo The Lion ejes af Stall Julianus og er opdrættet af Stall Reuterskiöld HB og H Anderberg. Han er første afkom ud af højkapable Deloria (Mark Of Esteem), som i 2012 vandt Jockeyklubbens Avelslöpning i træning hos Johan Reuterskiöld.


Marta og Martin Rodriguez vinder Jockeyklubbens Avelslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Marta og Martin Rodriguez vinder Jockeyklubbens Avelslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Trippel til Vanja

Vanja Sandrup havde ligesom sin Jägersro-nabo Lennart Jr Reuterskiöld en fantastisk storløbsdag. Sammen med staldens førstejockey Martin Rodriguez fejrede Sandrup nemlig tre sejre, hvoraf de to var i storløbssammenhæng.

Duoen lagde ud i Jockeyklubbens Avelslöpning, hvor Martin Rodriguez efter et smart ridt fra front kunne føre 3-årige Marta til en sikker sejr foran storfavoritten Angel Love og Queen B. Marta bogførte 100.000 kronor for sejren, som var Appel Au Maitre-datterens tredje i seks starter i 2018.

Cash/Martin Rodriguez vinder Janos Tandaris Minne. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Cash/Martin Rodriguez vinder Janos Tandaris Minne. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Siden vandt Sandrup og Rodriguez også V4-spillets tredje afdeling med Bearhunter, inden de kronede dagen med også at vinde Janos Tandaris Minne (Götalandlöpning) med Verde Mar-sønnen Cash.

Cash slog Lennart Jr Reuterskiölds favoritduo Hot Chocolate og Black Coffee til en førstepræmie på 100.000 kronor.


Andy Kidney med Eyes Wide Shut og Paulo Cardozo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Andy Kidney med Eyes Wide Shut og Paulo Cardozo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Femte på stribe til Eyes Wide Shut

Andy Kidney-trænede Eyes Wide Shut været igennem en fænomenal udvikling i 2018, og han blev søndag eftermiddag bragt til start med fire sejre på stribe i bagagen.

Det lykkedes også med det mindst mulige at snuppe den femte i træk, da Paulo Cardozo fik presset ham foran Tin Man/Jan-Erik Neuroth til førstepræmiens 48.000 kronor.

Stutteri Hjortebo-opdrættede Eyes Wide Shut, der ligesom Marta er efter Appel Au Maitre, går nu på vinterferie med fem sejre i årets syv starter og mere end 270.000 kronor på præmiekontoen hos 360 North Horse Racing.


Repriser: Jägersro, søndag 4. november.

Resultater: Jägersro, søndag 4. november.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top