fbpx

Svenskt Derby: Red Cactus vandt for Danmark!

For første gang i 23 år er vinderen af Svenskt Derby trænet og ejet i Danmark! I 1996 stod Flemming Poulsen for bedriften med Palatal – i 2019 blev det omsider Bent Olsens tur med Red Cactus.


Eddie Pedroza og Red Cactus på vej mod sejren i Svenskt Derby 2019. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I hænderne på Eddie Pedroza overvandt Hard Spun-sønnen en anelse trafikproblemer ved indgangen til opløbet, og da hullet kom indvendigt om længe førende Tribhuvan, skød Red Cactus uimodståeligt frem og vandt sikkert foran Niels Petersen-trænede Privilegiado/Rafael Schistl.

I kampen om tredjepladsen havde Bodil Hallencreutz-trænede Jazz Explosion/Martin Rodriguez akkurat hovedet foran Marc Stotts Queen Rouge/Oliver Wilson – men efter protest fra Oliver Wilson blev der efterfølgende byttet rundt på rækkefølgen, således at Danmark både stod for nummer ét og tre i mål.

Red Cactus og Eddie Pedroza på vej mod sejren i Svenskt Derby foran Privilegiado/Rafael Schistl. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

På femtepladsen afsluttede Realize Rock/Andreas Tapia Dalbark stærkt foran Nouvelle Lune/Jan-Erik Neuroth, som akkurat tog den sidste præmie på 90.000 svenske kronor foran franske Tribhuvan/Soufiane Saadi.

Siden fulgte i rækkefølge Orb Craft/Fredrik Janetzky, Noosa Prince/Shane Karlsson, Amon Ra/Elione Chaves, Irish Trilogy/Per-Anders Gråberg, Two Eyed Jack/Jacob Johansen, Joker Face/Josefin Landgren og Solaris/Nicolaj Stott.

Sea Race løb direkte op i sin staldkammerat Joker Face i midten af opløbssvinget og mistede sin rytter Valmir de Azeredo, som dog hurtigt var på benene igen.


Red Cactus og Eddie Pedroza. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Med førstepræmiens 1.500.000 svenske kronor bragte Lone Kaj-Nielsens Red Cactus sin samlede præmiesum op på over 2,3 millioner, og dette var hingstens fjerde sejr i 11 starter, som bl.a. også har budt på en tredjeplads i UAE 2000 Guineas (Gr.3) på Meydan samt triumfer i Svealandlöpning på Bro Parks græs i fjor og senest en ni længders opvisning i Svenskt Derby Trial.

For både Lone Kaj-Nielsen og Bent Olsen var det den første sejr i Svenskt Derby.

Sammen vandt de Dansk Derby med Master Kid i 2008, og siden har navne som Brownie, Jubilance og Learn By Heart også været med til at bringe topresultater hjem til Hovedkvarteret i Klampenborg – senest var det netop Frankel-sønnen Learn By Heart, der stod i spidsen for en dansk trippel i Stockholms Stora Pris (Gr.3) foran King David og Christmas.

“Nu har vi så tit stået og klappet af svenske og norske vindere af Derbyet her på Jägersro, og det føles nærmest helt uvirkeligt, at vi selv står her i dag”, sagde Lone Kaj-Nielsen kort tid efter triumfen, der præmiemæssigt er den største hun nogensinde har hjemtaget som hesteejer.

Eddie Pedroza og Red Cactus. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det samme gælder for Bent Olsen som træner, og det var også en langsigtet plan, der blev udført med præcis perfektion.

“Planen startede på Doncasters breeze up-auktion i fjor. Her faldt vi for Red Cactus, som var en hest med præcis den afstamning jeg mente skulle til for, at stå her som vinder af Svenskt Derby i dag”.

“Han er efter Hard Spun og ud af en amerikansk Stakes-vinder. Alting ved ham appellerede til dirten, og det beviste han jo for alvor på Meydan i vinterperioden”, forklarede Olsen, som efter en intens budduel mod Marc Stott sikrede sig den fukse hingst for 80.000 pund i ringen på Goffs UK Breeze Up Sale.

Red Cactus’ far, Hard Spun (Danzig), vandt bl.a. King’s Bishop Stakes (G1) på Saratoga og var anden til Street Sense i 2007-udgaven af Kentucky Derby (G1).

Moderen Strut The Canary er en helsøster til Alabama Stakes (G1)-, Santa Monica Handicap (G1)- og Lady’s Secret Breeders’ Cup Handicap (G1)-vinderen Island Fashion, og foruden Red Cactus har hun produceret Stakes-placerede The Zip Zip Man (City Zip).


Derbyvinderen Red Cactus omgivet af jockey Eddie Pedroza, træner Bent Olsen og ejer Lone Kaj-Nielsen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Navnet Red Cactus fandt Lone Kaj-Nielsen delvist på, da hun sammen med Bent Olsen fejrede handlen på Tex Mex-restauranten Cactus Jack’s i High Street i Doncaster.

“Jeg tænkte da, at han skulle hedde noget med Cactus – og da jeg gik online og søgte lidt på navnet kom der et foto frem på Google af en kaktus med en smuk rød blomst på. Og så var navnet på plads”, forklarede Lone Kaj-Nielsen, der er den første danske ejer til at vinde Svenskt Derby siden 2005, hvor Albany Hall vandt for Erik Olesen.

Albany Hall var – ligesom Palatal i 1996 – trænet af Flemming Poulsen, som dog på dette tidspunkt havde licens i Frankrig og var baseret i Chantilly.

Også for jockey Eddie Pedroza var det første sejr i Svenskt Derby – og det blev samtidig Derbytriumf nummer to indenfor syv dage, idet han sidste søndag – ligeledes for første gang – strøg til tops i den tyske udgave på ryggen af Andreas Wöhler-trænede Laccario.


Fremtiden for Red Cactus?

Eddie Pedroza og Red Cactus. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Han har aldrig været meldt i Norsk Derby, fordi hans fremtid ligger på dirten”.

“Han står meldt i Hurricanelöpning, som også er en del af Derbyserien, og derefter er det ikke utænkeligt, at han får en god, lang pause med henblik på en ny tur til Dubai”, kommenterede Bent Olsen.

Hurricanelöpning, der rides over distancen 2650 meter, finder allerede sted den 4. august på Jägersro og byder på en præmiesum på 1.000.000 svenske kronor med halvdelen til vinderen.

Skulle Red Cactus også triumfere i Hurricanelöpning, vil han have indløbet to millioner kronor på to starter indenfor tre ugers tid.


Se Svenskt Derby 2019 herunder:


RED CACTUS (USA)
fuks hingst 2016
v. Hard Spun (Danzig)
1. mor Strut The Canary (Mineshaft)
2. mor Flash Of Fashion (Petionville)
3. mor Danzigs Fashion (A Native Danzig)
Tredje sejr på Jägersro 4 starter.
Fjerde karrieresejr i 11 starter.
2.316.523 SEK.
Ejer: Lone Kaj-Nielsen.
Træner: Bent Olsen.
Opdrætter: Oliver S. Tait.
Købt for £80,000 på Goffs UK Breeze Up Sale 2018.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top