fbpx

Stricker fremragende i generalprøve til Voter

Stureplan og Plata O Plomo var de mest spillede navne i søndagens generalprøve til Derbyseriens Voterlöpning, men det blev Francisco Castro-trænede Stricker, som totalt stjal billedet og vandt med tre lette længder foran de to favoritter, som begge havde al ære af løbet.


Stricker/Alexandre Dos Santos vinder foran Stureplan og Plata O Plomo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Stricker/Alexandre Dos Santos vinder foran Stureplan og Plata O Plomo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

11 deltagere var til start over de 1600 meter, og som forventet blev der kæmpet om positionerne fra første færd. Freedom Path og Roxy Sky, der havde de to yderste starspor, var allerede i front ud på bagsiden med Plata O Plomo imellem sig, hvorefter Stricker skyggede i tredje spor.

3-årsfeltet på vej rundt første sving. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
3-årsfeltet på vej rundt første sving. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Stureplan, som ellers var fint med fra start, havnede et stykke nede i feltet rundet det første sving, men hentede en del terræn henover bagsiden og kunne sammen med Plata O Plomo føre feltet ind på opløbet.

Her skød Stricker dog frem under Alexandre Dos Santos og fandt et gear som ingen de øvrige kunne hamle op imod, og Poet’s Voice-sønnen trak siden fra til sin karrieres hidtil bedste præstation.

Bagfra afsluttede både Agaton og Daurehøj Carlras flot til de to sidste præmiepladser, men der var frem til første.

Francisco Castro-trænede Stricker i vindercirklen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Francisco Castro-trænede Stricker i vindercirklen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Stricker, der ejes af Mac Racing og Bernerup, vandt allerede i sin debut som 2-årig på Jägersro, men siden døjede han med sin urutinerede løbestil, som i princippet også gav sig til kende denne gang – men efter en perfekt serveret rejse af brasilianske Dos Santos blev intet overladt til tilfældighederne.

Førstepræmien i opgøret var 50.000 kroner værd.

“Nu gælder det frem for alt en start i Voterlöpning, og sidenhen må vi få svar på spørgsmålet om han står Derbydistancen eller ej”, sagde en glad træner Francisco Castro, som fik hammerslag på Stricker for 36,000 euro på Goffs Orby Sale i 2015.

At Stricker tidligt viste et kæmpe talent gjorde i øvrigt, at Castro på vegne af hestens bagland også købte lillebroderen Couples på Goffs UK Premier Yearling Sale i august sidste år.


Reprise: 3-årslöpning

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top