fbpx

Storartede Victor mod Norsk 2000 Guineas

Tirsdag aften satte han nogle af Sveriges bedste klassiske navne på plads over 1600 meter på Jägersro, men han er ikke meldt i den svenske Derbyserie. Derfor bliver det nu Norsk 2000 Guineas i stedet for Voterlöpning, men én ting er sikker: Victor Kalejs er øjeblikkets 3-årige topnavn.


Victor Kalejs/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Victor Kalejs/Per-Anders Gråberg besejrer Stricker og Jessy’s Wonder. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Med sin faste makker Per-Anders Gråberg i sadlen rykkede Spring At Last-sønnen afgørende fra favoritten Stricker og vandt med små tre sikre længder, hvorefter Stricker yderligere var tre længder foran længe førende Jessy’s Wonder, som var klart bedre end i sæsondebuten.

Hele 12 længder var derefter til Bent Olsens Skandinaviensdebutant Istan og Lennart Jr Reuterskiölds anden deltager, Sandtastic, mens begge Søren Jensens deltagere, Daurehøj Carlras og Seatown, var uden chance og endte uden for præmierækken.

Sejren var 75.000 kronor værd for Roy Arne Kvisla-trænede Victor Kalejs blev hævet til 88 i handicap, mens Stricker blev stående på 85 og Jessy’s Wonder steg fra 78 til 82.

Til gengæld blev Daurehøj Carlras sænket yderligere to kilo til 78.

Victor Kalejs/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Victor Kalejs/Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Teleko Racings Victor Kalejs, som har overvintret i Dubai og her gjorde sin anden start siden hjemkomsten, blev købt på Goffs UK Breeze Up Sale i fjor, men det var efter anmeldelsesfristen til den svenske Derbyserie løb ud, og han har dermed ikke mulighed for at følge Stricker og Jessy’s Wonder ind i Voterlöpning den 15. juni.

“Egentlig har Victor Kalejs kun en enkelt klassisk opgave i år, og det er Norsk 2000 Guineas”, siger Roy Arne Kvisla til GalopSport.

“Men når det er sagt, så viser han jo så stor styrke, at jeg sagtens tror, at han allerede i år kan løbe op imod den ældre elite, og det er nok det vi må se frem til”.

Med hensyn til Norsk 2000 Guineas ser Victor Kalejs derimod ud til at slippe for et møde med Niels Petersens Spitzbergen, som godt nok står meldt i opgøret, men som højst sandsynligt går mod Voterlöpning i stedet.


Reprise: Reds Race For Glory

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top