fbpx

Storartede debutanter fra Reuterskiöld og Adielsson

Fredrik Reuterskiöld og Hans Adielsson sadlede et par lovende maidenvindere under Jägersros storløbssøndag. Både Steps’ Divine (Footstepsinthesand) og John O’Kelly (Nathaniel) imponerede med overlegne sejre og ligner navne for fremtiden.


Steps' Divine/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Steps’ Divine/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Steps’ Divine var den første i aktion over 1200 meter, og efter et godt prøveløb havde spillerne gjort hende til klar favorit i 1,75.

Elione Chaves fik en perfekt rejse i ryggen på førende Mariyna, og i løbet af få galopspring var løbet afgjort.

Hoppen vandt med seks længder til Kiin Kiin og Lareinedesanimaux og kunne glæde Mr Ascot med førstepræmiens 50.000 kronor plus 20.000 ekstra i ejerbonus.

Steps’ Divine blev købt på sidste års svenske åringsauktion på Happy Tammsvik og er opdrættet af Wretman Stable & Stud, B Arlert med flere.

Hun er første afkom ud af fine Tiger Goddess (Verglas), som igennem flere år tilhørte de bedste hopper i skandinavisk træning.

Fredrik Reuterskiöld og Elione Chaves havde forinden også vundet Silverhandicap med 3-årige Amazing Prince, som fra lige vægt besejrede Hans Adielssons jævnaldrene Perfect For You.


John O'Kelly/Josephine Ingvarsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
John O’Kelly/Josephine Ingvarsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Netop Hans Adielsson havde et af dagens største smil på læben, da hans 2-årige debutant John O’Kelly havde pulveriseret konkurrenterne i sit maidenløb over 1600 meter.

Under lærling Josephine Ingvarsson fik den brune hingst en rejse ude i sporene, hvor han kunne udnytte sin lange aktion, og ind på opløbsstrækningen forsvandt han let til en otte længders triumf foran Torben Christensen-trænede Seraphine og Katharina Stenefeldts Selected Edition.

Adielsson betalte for et år siden 80,000 euro for John O’Kelly på Goffs Orby Yearling Sale i Irland.

Faderen Nathaniel havde på dette tidspunkt ikke slået igennem med sin første årgang, men det har ændret sig nu med Prix de l’Arc-vinderen Enable.

Moderen Mail Express har i forvejen produceret tre vindere, og hun er desuden halvsøster til Gruppe-1-vinderen og avlshingsten La Vie Dei Colori.

At Hans Adielsson tror ekstra meget på John O’Kelly lod han stå meget klart, da han i sejrsinterviewet sagde:

“Det er denne hest jeg har gået og drømt om de sidste 45 år”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top