fbpx

Stockholm Cup-vinderen anden i Canadian International (Gr.1)

Richard Gibson-trænede Mores Wells (foto herunder), der for lidt over en måned siden akkurat besejrede Theatrical Award på stregen i Stockholm Cup International (Gr.3) på Täby, var lørdag aften ganske tæt på at vinde Canadian International (Gr.1) på Woodbine.


Sadler’s Wells-sønnen kom i samme sene angreb mellem heste som i Stockholm, men denne gang måtte han tage til takke med andenpladsen lige bagved Aidan O’Brien-trænede Joshua Tree, men foran favoritten Redwood.

Canadian International (Gr.1), der tidligere er vundet af World Champions som Secretariat og Singspiel, blev løbet i et nærmest uhørt lavt tempo, men det lange opløb på Woodbine fik alligevel europæernes stamina til at tælle, og en af USAs bedste græsheste i 2010, Al Khali, rakte kun til fjerdepladsen.

Andenpladsen i Canadian International (Gr.1) var over 235.000 £ sterling værd for Mores Wells, der ligesom ved sejren på Täby blev redet af franske Sebastien Maillot.

Pudsigt nok brugte globetrotteren Collier Hill tilbage i 2006 også Stockholm Cup International (Gr.3) som optakt til Canadian International (Gr.1), men til forskel for Mores Wells satte Collier Hill hovedet først på stregen foran Go Deputy. Collier Hill havde forinden sendt Skandinaviens på det tidspunkt bedste væddeløber, Binary File, til tælling med hele ni længder i Stockholm Cup.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top