fbpx

Startliste: Seks skal kæmpe om Listed-sejr

Den 117. udgave af Klampenborgs Pokalløb (L) skal afgøres over 1800 meter på lørdag, og det bliver med seks deltagere fordelt mellem hjemmebanen, Malmö og Aarhus.


Pokalløb (L), der er Listed-opgør nummer to på Klampenborg i 2018, rides med en samlet præmiesum på 250.000 kroner og halvdelen til vinderen, og der bliver gensyn med de fem første gennem mål fra Dansk Jockey Club Cup (L) – Ginmann, Captain Morgan, Jubilance, Karmastrikesback og Einsteins Folly.

De fem heste sluttede i ovennævnte rækkefølge og indenfor mindre end fem længder. Den store forskel i forhold til senest er vægtene, idet Marc Stotts 4-årige Ginmann ved den lejlighed gav tre kilo til andenhesten, Flemming Poulsens Captain Morgan, og denne gang mødes de fra lige vægt.

Og så er der naturligvis den sjette deltager, som ikke mødte de øvrige i Jockey Club Cup (L) – nemlig Bent Olsens Brownie, der i stedet blev forsøgt i et titelforsvar af Pramms Memorial (L) på Jägersro, hvor han sluttede lige uden for præmierækken.

Lørdagen i Klampenborg byder på ni opgør, og foruden Det 117. Pokalløb (L) rides Breeders’ Cup Trial med sæsondebut til sidste års danske 2000 Guineas-vinder Sømkongen Carlras, plus et trial til Dansk 2000 Guineas, to udgaver af Ole Larsen Young Riders’ Championship, to maidenløb og ikke mindst årets udgave af HKH Prinsesse Benediktes Ærespræmie for de kvindelige amatørryttere.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top