fbpx

Den skandinaviske brigade er landet i Dubai

Tirsdag landede de skandinaviske carnival-deltagere i Dubai. GalopSport talte onsdag morgen med Fredrik Reuterskiöld, der har 2-årige Sasha Waltz, 3-årige Breakdancer og 6-årige Giftorm med til Meydan.


Zawawi Cup (Gr.3)-vinderen Giftorm i sin boks efter ankomsten til Dubai. Foto: FR Racing / Facebook.
Zawawi Cup (Gr.3)-vinderen Giftorm i sin boks efter ankomsten til Dubai. Foto: FR Racing / Facebook.

“Hestene rejste fint og er faldet godt til i deres bokse. Ligesom de foregående år, er det Susanne (Berneklint, red.), der varetager dagligdagen dernede”, indleder Fredrik, som egentlig også havde fået accepteret både 3-årige Gunvald og 2-årige I Kirk til det enorme løbsprogram henover vinteren.

“Jeg valgte dog at lade både I Kirk og Gunvald blive hjemme. Gunvald har haft en lang klassisk sæson, og han viste i årets sidste start, at han nu har brug for en god pause forud for næste års større opgaver”, siger træneren.


Breakdancer/Oliver Wilson. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Breakdancer. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Reuterskiöld har endnu ikke lagt sig fast på løbsprogrammet for sine tre heste. Dubai World Cup Carnival indledes i første uge af januar, og derefter er der løb én eller to gange om ugen de næste to måneder frem.

“Breakdancer og Giftorm skal starte i handicaps på sprintdistancerne, men hvornår de indleder kampagnen kommer helt an på hvor hurtigt de restituerer sig og hvor godt de træner. Heldigvis har forholdene været gode på Jägersro, så hestene er taget af sted i god form”.


“Med Sasha Waltz satser vi på et storløbsprogram der ligner Dolly Daggers, men den betydelige forskel bliver nok, at Godolphin i modsætning til sidste sæson sender en stor del af deres 3-årige heste til Dubai for at fylde mere ud i løbene”.

Sasha Waltz/Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Sasha Waltz/Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Dolly Dagger indledte sit Dubai-ophold den 14. januar i UAE 1000 Guineas Trial mod syv konkurrenter. Derefter mødte hun kun fire heste i selve UAE 1000 Guineas, og endelig to konkurrenter i UAE Oaks. Hun tjente tæt på 300.000 svenske kroner i sine tre starter.

“Det skal også med, at Doug Watsons Polar River på det tidspunkt lignede den bedste 3-årige hoppe som nogensinde havde været i træning i Dubai, og alene det faktum gjorde, at mange øvrige konkurrenter blev væk”, vurderer Fredrik, der selv planerer 14 sammenhængende dage sammen med hestene i løbet af januar, hvorefter han vil pendle frem og tilbage når hestene skal starte.

“Der går et direkte fly hver eneste dag fra København, så det er virkelig blevet enkelt”, slutter han.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top