fbpx

Skandinavisk pinhook-succes i Doncaster

Den internationale auktionssæson startede lovende for Familien Sundström, Stork og The JC Organization, som på førstedagen af Goffs Premier Yearling Sale i Doncaster fik mere end dobbelt op på det første af fem pinhooks, der blev handlet som føl i fjor.


Anna, Moa og Lillie Sundström sammen med Henrik Stork og Havana Gold-sønnen, der blev solgt for 85,000 pund til Matt Holdsworth på Goffs Premier Yearling Sale i Doncaster. Foto: GalopSport.

Det skandinaviske partnerskab solgte gennem Anna Sundströms Coulonces Sales lot 60, en brun hingst efter Havana Gold (Teofilo) ud af Bernardini-datteren Mistaken Love, for 85,000 pund i ringen i Doncaster.

Hingsten blev købt for 44,000 euro, svarende til 38,000 pund, på Goffs November Foal Sale i fjor, hvor han var blandt fem handler i partnerskabet. De fire øvrige åringer sælges om en måned på Book 1 på Goffs Orby Sale i Kildare Paddocks.

”Vi købte ham med Doncasters Premier Yearling Sale i tankerne, for han er en smart hingst og en typisk ‘Donny rocket’”, siger Anna Sundström, der rider videre på succesbølgen fra Arqanas August Yearling Sale i sidste uge.

Hingståringen efter Havana Gold ud af Mistaken Love (Bernardini). Han er halvbror til den Grade-3-placerede Kitty Kitana og nært relateret til Stakes-vinderen Afleet Deceit. Foto: CS.

Henrik Stork var både med ved efterårets udvælgelse af de fem føl i Irland og under tirsdagens salg i Doncaster.

”Det er første gang vi er involveret i pinhook-forretningen på den internationale scene. Vi har prøvet det en gang tidligere med Havana Red, som vi købte som føl i Irland og solgte på Scandinavian Open Yearling Sale – men det hér er jo i en noget anden skala”, fortæller Stork og fortsætter:

”Det har åbnet muligheden for, at have et ekstra forretningsområde i stutteriet, og det har været helt exceptionelt spændende, at følge med fra sidelinjen mens åringerne er blevet forberedt i Normandiet. Der har ikke været en eneste dag, hvor jeg ikke har tjekket resultater i både Europa og USA for at følge udviklingen i katalogsiderne”.

På Goffs Orby Sale Book 1 sælger det dansk-svenske partnerskab fire åringer efter henholdsvis Starspangledbanner, Shaman, Kodi Bear og Invincible Spirit.

”Og der er vi også på plads i ringen for at følge med – og så tager vi tilbage til Irland igen i november sammen med Anna, Moa, Jan, Conor, Alice og John for at prøve lykken på ny”, afslutter Henrik Stork.

Anna og Jan Sundström, Alice og John Weiste Christensen og Henrik Stork med Havana Gold-sønnen efter købet på Goffs November Foal Sale i fjor. Foto: GalopSport.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top