fbpx

Seks længders dansk G1-triumf på Belmont

Skovshoveds bysbarn, Michael Lund Petersen, fejrede lørdag sit største resultat nogensinde som hesteejer, da hans 4-årige Mor Spirit vandt The Met Mile (G1) på Belmont Stakes-dagen i New York.


Efter en perfekt start under Mike Smith blev Mor Spirit placeret som anden udvendigt for Sharp Azteca, og ved indgangen til opløbet havde Eskendereya-sønnen allerede fået overtaget.

Herefter var det den lige vej til mål for Mor Spirit, som til slut havde mere end seks længders afstand til netop Sharp Azteca, som formåede at holde andenpladsen før Tommy Macho.

Med Grade-1-sejren fulgte en førstepræmie på 650,000 dollars, og Bob Baffert-trænede Mor Spirit har nu vundet tre af årets fire starter i kølvandet på en klassisk sæson i fjor, hvor den store skuffelse var 10. pladsen i Kentucky Derby (G1) – men det må heller ikke glemmes, at han desuden var anden i Santa Anita Derby (G1) og San Felipe Stakes (G2), mens han vandt sin sæsondebut i Robert B. Lewis Stakes (G3).

The Met Mile (G1) – eller The Metropolitan Handicap, som løbet officielt hedder – er et “Win & You’re In” til Breeders’ Cup Dirt Mile (G1), der rides på Del Mar i efteråret, så Michael Lund kan allerede nu sætte et kryds i kalenderen til endnu en af verdens mest eftertragtede ejeroplevelser i galopsporten.

De sidste fem uger har været uforglemmelige for den i USA bosiddende dansker.

Ikke nok med, at Mor Spirit både vandt Steve Sexton Mile (G3) og The Met Mile (G1) – danskeren oplevede den 4. maj ligeledes sit hjertebarn, Skovshoved Badminton, vinde sit første DM-guld i 48 år.



Tidligere på dagen havde Bob Baffert og Mike Smith fejret endnu en Grade-1-sejr sammen, da vidunderhoppen Songbird gjorde comeback med en sikker længdes sejr i Ogden Phipps Stakes.

Songbird, der indkasserede karrierens første nederlag til Beholder i sidste års Breeders’ Cup Distaff, er nu oppe på 12 sejre i 13 starter.


Årets udgave af Belmont Stakes havde ikke den samme hype som normalt, idet der hverken var chance for en ny Triple Crown-vinder eller for at se enten Kentucky Derby- eller Preakness Stakes-vinderne tilbage i aktion.

Sejren tilfaldt Todd Pletchers Tapwrit, der under Jose Ortiz besejrede Irish War Cry med to længder.

Dermed lykkedes det for Todd Pletcher, at vinde to af de amerikanske Triple Crown-opgør med to forskellige heste.

Pletcher træner nemlig også Kentucky Derby-vinderen Always Dreaming.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top