Oliver Wilson tog tirsdag nok engang bilen til Tyskland for at ride to løb for Dominik Moser i Hannover. Og igen var tiden bag rattet langt fra spildt for den danske stjernejockey, som fik en sejr og en tredjeplads med sig hjem.
![Oliver WIlson modtager ærespræmie efter tirsdagens sejr i Hannover.](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2017/05/18486166_10158749071035319_5916074211512720507_n.jpg)
Oliver lagde direkte ud med at vinde eftermiddagens første opgør med den 3-årige debutant Celebrity (Shamardal), som kom stærkt forberedt og også havde den største tiltro blandt spillerne i oddset 30:10.
Sidenhen blev danskeren tredje med næstfavoritten North Face i et klasse-3-handicap.
Dominik Moser viste atter hvor god en form staldens heste er i, da også Wild Approach vandt på dagen.
Oliver Wilson red Wild Approach i hestens seneste start, men denne gang kunne han ikke ride vægten 54 kilo.
Makkerskabet mellem Moser og Wilson fortsætter også i løbet af de kommende uger.
Den 27. maj gælder det fx. et Listed Race på den britiske bane Haydock.