fbpx

Scania Mile: Mrs Loreen Pramms-klar efter perfekt sæsondebut

Hun er blevet seks år, men virker mindst lige så god som nogensinde tidligere. Onsdag eftermiddag vandt Lennart Jr Reuterskiöld-trænede Mrs Loreen for andet år i træk hoppernes Scania Mile over 1600 meter på Jägersro.


Starten går til Scania Mile. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Starten går til Scania Mile. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Opgøret blev i realiteten allerede afgjort i løbet af de første 400 meter, idet pacen dårligt kunne have været langsommere med Appelina i front foran Skandinaviensdebutanten Fredricka.

Den første fjerdedel af opgøret blev tilbagelagt på mere end 29 sekunder, og det passede ingen i løbet bedre end Mrs Loreen, som med lethed rundede konkurrenterne i opløbssvinget og siden trak fra til en overlegen tre længders sejr foran Appelina, der igen havde en halv længde til Fredricka og yderligere trekvart længde til Sasha Waltz.

Mrs Loreen og Jacob Johansen sejrer i Scania Mile før Appelina og Fredricka. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Mrs Loreen og Jacob Johansen sejrer i Scania Mile før Appelina og Fredricka. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Jacob Johansen var heller aldrig nervøs undervejs, idet han udmærket vidste, at ingen i feltet besad samme speed som Mrs Loreen.

“Hun har jo vundet over 1000 meter tidligere og hun var aldrig i nærheden af at skuffe nogen i dag”, sagde danskeren efter sejren, som var 100.000 kronor værd for Stall Flimmer – Easy.

Lennart Jr Reuterskiöld havde også sidste års danske Oaks-vinder Spicy Mix med i Scania Mile, men Motivator-datteren var chanceløs ovenpå det langsomme udgangstempo og blev sat af rundt opløbssvinget. Hun bliver uden tvivl bedre over længere distance og bedre pace.

Mrs Loreen og Jacob Johansen sejrer i Scania Mile. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Mrs Loreen og Jacob Johansen sejrer i Scania Mile. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Mrs Loreen sigter nu direkte mod Pramms Memorial”, kommenterede Junior, som brugte samme oplæg for et år siden, hvor Mrs Loreen efter at have vundet Scania Mile med fem længder foran Dolly Dagger leverede en pragtpræstation som femte i Pramms bag Brownie, Silver Ocean og Gunvald.

Mrs Loreen er opdrættet i Sverige af Ljungstorps Gård AB og efter Needwood Blade. Hendes mor, Irish Dolly (Docksider), er bl.a. halvsøster til den norske 2000 Guineas-vinder Masterkind og til den skandinaviske Listed-vinder og championhoppe Shaisa, som begge var i træning hos Wido Neuroth i 90’erne og begyndelsen af det nye millennium.

Shaisa vandt 16 af sine 44 karrierestarter og tjente lidt over 2,7 millioner svenske kronor.

Hun er derfor endnu lidt “foran” Mrs Loreen, som nu har vundet 15 af sine 25 starter og indtjent lidt over 2,3 millioner kronor. Til gengæld er deres tophandicap på 91 det samme.


Stricker/Elione Chaves vinder før Be My Academy/Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Stricker/Elione Chaves vinder før Be My Academy/Jacob Johansen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Stricker slog Be My Academy

Det var også tæt på at blive en dobbeltsejr til duoen Lennart Jr Reuterskiöld og Jacob Johansen, men i Guldhandicap over 1730 meter måtte 7-årige Be My Academy dog bøje sig med hals for Francisco Castros 4-årige Stricker og Elione Chaves.

Stricker, der i fjor vandt Voterlöpning og var anden bag Dorcia i Svenskt Derby, blev hårdt presset ned gennem opløbet af Be My Academy, som dog aldrig nåede helt frem og måtte give sig til slut.

Her skal det dog med, at Be My Academy bar hele syv kilo mere på ryggen end sin tre år yngre konkurrent, hvilket må siges at være en klassepræstation i sig selv.

Bag de to forreste var der fem længder ned til Andrew Kidneys 4-årige Vargar, som her gjorde sin første start på skandinavisk mark efter importen fra Frankrig i fjor.

Herefter fulgte længe førende Talk My Talk, mens der blev langt ned til Plata O Plomo.

Francisco Castro og resten af kredsen bag Stricker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Francisco Castro og resten af kredsen bag Stricker. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Chaves sagde på vejen tilbage, at Stricker absolut ikke gør noget af sig selv, og han måtte være efter ham hele vejen. Men han kæmper jo stærkt, og dette var først og fremmest en test for at se, om han er en hest der kan gøre sig gældende i Pramms. Jeg er glad for det svar han gav os”, smilede Francisco Castro i kølvandet på Poet’s Voice-sønnens sejr til førstepræmiens 50.000 kronor.

Også Be My Academy, Vargar og Plata O Plomo er blandt de 19 tilbageværende kandidater på anmeldelseslisten til Pramms Memorial (L), som rides mandag den 21. maj.


Sambaheat/Martin Rodriguez slår Sarookh og Riwaj. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Sambaheat/Martin Rodriguez slår Sarookh og Riwaj. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sambaheat fortsætter som ubesejret

Vanja Sandrup-trænede Sambaheat kom ind i onsdagens 3-årsløb over 1200 meter som ubesejret efter to starter, men konkurrencen var intensiveret denne gang mod konkurrenter som Francisco Castros Lambada Cup-vinder Riwaj og Jessica Longs nyimport Sarookh.

Sambaheat kunne dog drage fordel af både løb i kroppen samt henholdsvis fem og ét kilo mindre på ryggen end Riwaj og Sarookh, og Camacho-sønnen formåede at afgøre løbet på klassemæssig vis i hænderne på Martin Rodriguez, som allerede i det efterfølgende opgør bogførte en ny sejr med Bodil Hallencreutz-trænede Hurricane Emerald.

Bag Sambaheat var der hård kamp mellem feltets to højest handicappede navne, og her var det Sarookh, der med det mindst mulige sikrede sig andenpladsen.

Cleggan Bay/Shane Karlsson slår Mrs Trainor/Martin Rodriguez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Cleggan Bay/Shane Karlsson slår Mrs Trainor/Martin Rodriguez. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

En sejr fik Jessica Long dog med sig hjem, da den 3-årige Mingun-søn Cleggan Bay leverede dagens største overraskelse og aflagde sin maidentitel til 36 gange pengene for Shane Karlsson.

Hills And Dales/Elione Chaves vinder for anden gang i træk. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Hills And Dales/Elione Chaves vinder for anden gang i træk. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Elione Chaves kunne ligesom Martin Rodriguez fejre to dagssejre.

For anden gang i år kunne han i sikker stil vinde med Hans-Inge Larsens formstærke Hills And Dales, som med små to længder henviste Francisco Castros sæsondebutant Breakdancer til andenpladsen.

Boldbob og Nathalie Johnsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Boldbob og Nathalie Johnsson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Dagens to sidste vindere på Jägersro blev Kim Sterns Boldbob/Nathalie Johnsson og Julia Presits fuldblodsaraber Maghazi/Kajsa Lindsjö.

I begge tilfælde var vinderne trænet af deres ejer.

Maghazi vinder for Kajsa Lindsjö. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Maghazi vinder for Kajsa Lindsjö. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Resultater og repriser: Jägersro, onsdag 18. april.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top