fbpx

“Sarah skal toppe i Klampenborgs champagneløb”

Den nordjyske amatørtræner, Jytte Løgtved, åbner sæsonen med tre heste. Tilbage i stalden er nu 11-årige Fedtmule, som ikke løb efter hensigten sidste år, hvorpå hesten byttede miljø.


”Vi flyttede ham fra vores stald på banen i Aalborg til Ditte Bundgaard på landet”, siger Jytte Løgtved.

“Det har virkelig hjulpet. Vi har fået en meget mere glad hest tilbage, så vi håber han kan præstere bedre i forhold til de to løb, han leverede i fjor”.

”Fedtmule får i hvert fald chancen, og så må vi se om hesten skal udskiftes. Det afhænger helt og holdent af præstationerne”, oplyser Jytte Løgtved.

Næstældest i stalden er 10-årige Narug, men det er fem år yngre Sarah, der bliver det klart mest interessante indslag.

”Vi fik Sarah i fjor fra Marc Stott. Det er nok vores bedste kort i år”, mener Jytte Løgtved.

“Vi satser meget på champagnegaloppen i Klampenborg, det har jeg lovet min yngste datter, Maria”.

Sarah indleder sæsonen med 70 i generalhandicap, og bør således passe fint til Skandinavisk Ladies Cup.

Maria og hendes storesøster, Camilla har begge redet flere løb, og de hjælper deres mor med den daglige træning.

”Uden dem kunne det ikke gå. De er til stor hjælp for mig. Vi har hestene stående i en travstald, og har et godt samarbejde med travfolkene”, hævder Jytte Løgtved.

Trav- og galopfolket i Aalborg skal feste under samme tag til banens championatsfest lørdag den 14. marts, og Jytte Løgtved har en opfordring til fuldblodsfolket i Nordjylland:

”De skal møde op en sådan aften. Det kan ikke passe, at der kommer så mange fra travsporten, og så få fra galopsporten”, slutter amatørtræneren.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top