fbpx

Sara Slot opereret i skulderen – tilbage før sæsonstart

Jockey Sara Slot bruger normalt sin vinter på at rejse verden tynd og ride under varmere himmelstrøg i bl.a. Australien og Florida.


Denne vinter har dog været anderledes for den danske rytter, idet hun allerede i begyndelsen af november gennemgik en operation i skulderen.

“Min venstre skulder har igennem længere tid givet mig problemer, og for at kunne fortsætte min karriere uden altid at være nervøs for at det en dag skal gå galt igen, var operationen den eneste mulighed”, beretter Sara Slot, der i fjor på heroisk vis fuldførte et løb på Klampenborg med en skulder der var gået helt ud af led.

Skaden kostede hende sejren i løbet, men alene det at hun fortsatte med at drive hesten hele vejen til mål var beundringsværdigt.

“Jeg blev opereret den 10. november og gik derefter i halvanden måend med armen i slynge. Nu har jeg startet genoptræningen og jeg er overbevist om at jeg er klar igen før sæsonstarten i april, og lægerne siger at min skulder er mindst så god som ny, hvilket betyder at jeg igen kan bruge den venstre arm i samme omfang som tidligere”, fortsætter Sara, der i fjor var førstejockey for Janos Tandari på Jägersro.

Tandari stoppede som bekendt sin trænerkarriere sidste år, men Sara har planer om at forblive i Malmö og have fast base på Jägersro.

“Der er rigtig mange gode muligheder for at ride ud om morgenen på Jägersro, men jeg forventer også at køre til Klampenborg mindst en gang om ugen for at deltage i morgentræningen”, slutter Sara Slot.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top