fbpx

Royal Experiment flytter til Nordjylland

Efter en række år hos Stutteri Laser på Fyn flytter den snart 18-årige avlshingst Royal Experiment til Nordjylland. Royal Academy-sønnen er blevet overtaget af Mette Fruergård og får en sammenlagt bedækningstakst på 6.000 kroner ved levende føl.


Royal Experiment (Royal Academy - Morning Games v. Grey Dawn).
Royal Experiment (Royal Academy – Morning Games v. Grey Dawn).

Amerikanskfødte Royal Experiment havde en fremragende løbskarriere i træning hos Wido Neuroth på Øvrevoll, og kun få centimeter afholdt ham i 2002 fra at blive Derbyvinder i Sverige.

I et sent, udvendigt angreb kunne han akkurat henvise Hovman til tredjepladsen, men han nåede ikke at fange sin staldkammerat Val De Mar.

Til gengæld vandt Royal Experiment både Jockeyklubbens 2000 Guineas på Täby og Norsk 2000 Guineas på Øvrevoll, inden 3-årssæsonen blev afrundet med en triumf i Treåringernas Elitlöpning.

Som både fire- og fem-årig vandt Royal Experiment Listed på Klampenborg. I 2003 var det Pokalløb (L) på Derbydagen og i foråret 2004 Dansk Jockey Club Cup (L).

Ind imellem slog han til i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) hjemme på Øvrevoll, mens det senere i karrieren bl.a. blev til en tredjeplads i det tyske Gruppe-3-opgør Preis der Deutschen Einheit.

Royal Experiment vandt selv på distancer fra 1200 (som 2-årig) til 1800 meter, men han beviste ved flere lejligheder, at han ikke havde problemer med at stå yderligere distance.

I avlen har han med sine ganske få chancer også formået at skabe distancesikre heste – heriblandt årets Derby Trial Stakes-vinder Efesos, som afsluttede sæsonen med en tredjeplads i Dansk St. Leger.


Efesos/Oliver Wilson går mod en sikker sejr i Hellerup Finans Derby Trial Stakes før stærkt afsluttende Justin Case/Carlos Lopez og Beauty Award/Shane Karlsson. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Efesos/Oliver Wilson ses her på vej mod en sikker sejr i Derby Trial Stakes. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Efesos var det ene af blot to registrerede afkom efter Royal Experiment født i 2013, og hans kommende klassiske årgang tæller også kun to heste – Tribute og Final Experiment.

Sidstnævnte sluttede for en måned siden 2-årssæsonen af med at vinde på Øvrevoll, og inden da var han tredje i Basnæsløb på Klampenborg.

Royal Experiment er far til en enkelt hest i den kommende yngste årgang på banerne – en helsøster til Final Experiment som har fået navnet Iron Lady. Begge afkom ejes – ligesom Royal Experiment selv – af Familien Nagell-Erichsen.

Royal Experiment kan nu ses frem til en lidt større årgang af åringer, idet der her i 2016 er registreret fem levende føl efter ham.

“Hans bedækningspris er delt op tre i rater af 2.000 kroner ved booking, 2.000 kroner ved konstateret drægtighed 1. oktober og igen 2.000 kroner ved levende føl i 2018”, fortæller Mette Fruergård, som kan kontaktes på telefon +45 30 74 77 47.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top